Moderskab

“At være forældre til et barn med angst er som at have en løve i bur”

Facts

Sabine Gad Aabye

40 år og uddannet pædagog. Er i gang med at uddanne sig til skolelærer.

Mor til Nova på 12 år, der som
8-årig blev diagnosticeret med generaliseret angst og emetofobi (angsten for opkast)

Første gang jeg, som mor, lagde mærke til, at noget var forandret hos vores dengang 8-årige datter Nova, var da hun stod op om natten. I flere nætter i træk vågnede hun og kom ind i vores soveværelse. Hun fortalte, at hun ikke kunne sove. Hun ville ikke selv gå tilbage i seng. Hun ville ikke være alene på sit værelse og var bange for at lukke øjnene. Som forældre, tænker man jo, det går over. Det er en fase, det er måske mareridt. Måske sker der noget i skolen? Og ja, det var vi allerede klar over på det tidspunkt. Nova havde gennem længere tid være presset i klassen, hvor pigegruppen var ret hårde ved hinanden. Nova, som var den yngste, stod for skud, og blev isoleret og holdt udenfor. Hun fik besked på at holde mund, hun var jo den lille og skulle bare holde mund.

LÆS OGSÅ: Irina Olsen: Jeg kæmper med angst

I begyndelsen tog vi kontakt til forældre fra klassen, hvilket på ingen måde hjalp. Nova var jo bare umoden, var beskeden. Med den besked tog vi kontakt til skolen, og det gav samme resultat. Ingen lydhørhed, hun skulle lære at sige pyt. Mega frustrerende som forældre.


Billedet er fra sommeren før angsten i efteråret kom blæsende. En glad og ubekymret 8-årig Nova med lys i øjnene.

Forhistorien

Nova kom allerede som 4-årig i førskole, da børnehavelivet ikke gav meget mening. Hun ville gerne lære at læse, og kastede sig ud i at afkode læsningen på egen hånd. Nova har altid været en meget viljestærk pige, når hun bestemte sig for noget, kunne ingenting stå i vejen for, at hun gav det et forsøg, og blev ved til det lykkes. Dette er en fantastisk egenskab, som vi altid har holdt meget af, fremelsket og bakket hende op i. Og derfor var frustrationerne ikke mindre, da netop dette forsvandt i forbindelse med at angsten dukkede op. Nova har altid passet sin skole og har haft måske 5 dages fravær fra skolen, der kan skyldes hendes angst.

I takt med at hun ikke vil gå i seng igen, blev det svært at falde i søvn om aftenen, og hun var meget ængstelig, når vi skulle sige godnat. Det blev til at hun ikke vil være alene på værelset på alle tider af dagen og ved sengetid blev hun ofte meget vred og råbte højt og skabte store konflikter over små ting. Hvis vi stillede krav til hende, som hun tidligere havde kunnet acceptere, blev hun meget vred, og grædende. Råbte og sagde mange modbydelige ting. Som at vi alligevel bare hadede hende, og at vi kunne sende hende på børnehjem, for vi var jo ligeglade med hende.

I løbet af 3 måneder forplantede hendes adfærd sig i, at hun var bange for at være alene hjemme efter skole, at hun ikke kunne spise noget andre havde lavet, at hun var bange for at lægge sig til at sove, hvis nu hun skulle dø og ikke vågne igen. Hun var bange for døden, sygdomme, for at blive syg og for at kaste op. Umiddelbart før angsten startede, havde Nova haft omgangssyge, og hun er ellers aldrig syg. Dette er, har vi senere fundet ud af, nok det der har tricket angsten.

Vi anede ikke, hvad vi skulle stille op, for vi havde ikke nogen ide om, hvad der skete. Vi skældte ofte ud, og sagde, at det var noget pjat. Noget der efterfølgende kan give en meget dårlig fornemmelse i maven af dårlig samvittighed over ikke at have læst hende rigtigt. Hun havde jo langt fra ordene til at kunne forklare hvad hun følte, men senere er det blevet helt anderledes. Vi valgte at ringe til den lokale PPR-afdeling i kommunen, og fik tid i Åben Rådgivning, og allerede i selve samtalen, kom vi ind på, at der muligvis kunne være tale om at Nova havde angst. Efter to timer med PPR-psykologen, og en enkelt time med Nova i enerum, var hun slet ikke i tvivl. Nova blev derfor henvist direkte til Børnepsykiatrisk Afdeling på Kolding sygehus, gennem programmet “Den trygge vej”. Programmet sikrer børn med akut behandlingsbehov, hurtig behandling. Nova blev tilknyttet en psykolog der talte med hende og os forældre 8 gange. Hun fik også nogle timer hos en fysioterapeut, der arbejde med den fysiske del af angsten. Vejrtrækning og andet. Samtidig med behandlingen besluttede vi, at Nova skulle skifte skole, og det var den helt rigtige beslutning. Hun blev glad igen, og virkede som om hun havde fået angsten på afstand.

Desværre gik der kun kort tid, før hun var tilbage i sine gamle adfærdsmønstre, nu også fuldt af OCD lign. adfærd og tvangstanker. Vi fik hende optaget på ventelisten, til et COOL KIDS behandlingsprogram på Angstklinikken i Århus, og her fik hun 6 måneder senere plads til behandling.

Når man som forældre opdager, at en barn ændre adfærd, skal man handle med det samme. Man skal ALTID være sit barns advokat, og huske at man kender sit eget barn bedst. Og dog. For det er nemlig også sådan, at mange forældre, kommer til i bedste mening, at fastholde deres barn i angsten, og fodre angsten. Dette sker, da man til hver en tid vil passe på sit barn. Og hvis man skærmer sit barn, fra det som det er angst for. Fodrer man angsten. Man bekræfter, at barnet har en grund til at være bange. Og det er næsten det værste, man kan gøre. Det er her fagfolk på alle måder er de bedste til at hjælpe. Det gør ONDT og der er ikke et sekund, hvor jeg som mor til Nova ikke har tænkt: “er det nu det rette, hvad nu hvis det bliver værre af det?,” når hun er startet i noget, hvor andre har skulle hjælpe hende.

I det med at være sit eget barns advokat, er det vigtigt at huske, at der er en bagside af medaljen. Nemlig at vi på allertætteste hold også oplever, at det offentlige system i den grad har fejlet i behandlingen af vores datter. De trådte til, da vi skulle finde ud af, hvad der var i vejen, men ikke da vi havde brug for hjælp til at få hende ud af angsten. AL behandling har vi selv sørget for kunne komme i stand, og havde vi ikke fået tilbudt behandlingen i CEKTOS havde vi selv opsøgt det for egen regning. Der er desværre heller ikke nok opmærksomhed på, hvad der virker på lang sigt, og hvad der virker her og nu. COOL KIDS programmet var en god løsning for Nova, i forhold til at se, at hun ikke var den eneste i verden med angst. Og hun fik redskaber til at falde lidt til ro, når angsten var værst. Men hun blev ikke rask af COOL KIDS.

I forbindelse med at Nova fik angst, blev presset på familien så ekstremt, at jeg gik ned med stress, og til sidst valgte at sige mit job op. Jeg fik ikke nogen hjælp, tværtimod måtte jeg kæmpe med offentlig inkompetence og uforstående sagsbehandlere.

Fotoet er taget af Majken Hauge (sommer 2016). Hun er Novas danselærer, og en af de få voksne, der har forstået og været lige, som man skal være, når man møder et barn med angst. Hun har også en særlig plads i vores hjerter.

Nova modtog i forsommeren 2016 ca. 10 timers behandling på CEKTOS i metakognitiv terapi i forbindelse med programmet ‘Slip Angsten’ på Kanal 4. Hun reagerede omgående efter den første session, med at falde helt sammen, for nu var alle hendes forsvarsværker fra COOL KIDS taget fra hende. Hun blev ked af det, men på en anden måde end tidligere. Hun var mere håbefuld, og havde liv i blikket – for Carsten (red. Carsten Juul – CEKTOS, vores skytsengel) havde lovet, at hvis det skete, var hun på vej i den helt rigtig retning.

Efter blot tre samtaler, var hendes tankemønstre væsentlig forandret, og da vi var lidt mere end halvvejs og Nova skulle eksponeres for de ting, hun var mest angst for, klarede hun det, uden at tænke så meget, og uden at hun efterfølgende reagerede med at gå ned med flaget. Det ville være sket inden hun kom i behandling. Men vi har ikke set noget af det. Nova er tilbage til sit gamle, stærke, glade og nysgerrige selv. Hun har overskud, glæde og masser af gå-på-mod og vil verden så meget igen. Hun hjælper andre børn med at kæmpe mod angsten, og vi er bare så mega stolte af hende.

Der kan siges så mange andre ting om angst, og vores historie er langt mere end dette. Det allervigtigste er at få budskabet ud, med at vi skal tale mere om angst. VI skal gøre det OK at sige at man er bekymret, bange eller ængstelig. VI skal have den fornødne hjælp i tide, og ikke bare lade som om det går over, for det gør det altså ikke. Mit bedste råd til dem der i dag står med et barn, det bekymrer sig for, er “SIG DET HØJT” og bed om hjælp med det samme. Husk at være dit barns advokat. Og mærk efter. Vi kender vores børn bedst, men som forældre, er selv vores evner begrænsede, og vi kan ikke hjælpe dem med alt. Kampen mod angsten er lang og benhårdt arbejde, og der er ikke noget quick fix. Det er barnet selv der skal lykkes i kampen, ikke forældrene. Og DE KAN DET! Tro på jeres børn!

Kanal 4 sætter i uge 5 fokus på angst, der er den mest udbredte psykiske lidelse i Danmark. I programserien”Slip Angsten” kan du høre mere om Nova og hendes familie. Herunder kan du se et klip fra programmet.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *