Det er et faktum at mellem hvert 5 og 7 par i Danmark har udfordringer med fertiliteten, når ønskebarnet skal til verden, og at hvert 10. barn i Danmark kommer til verden ved fertilitetsbehandling. Men hvorfor føles det så svært at dele med verden, når kroppen ikke fungerer som vi ønsker? Mød de to skønne og modige kvinder, Camilla og Anna, der begge fortæller om deres personlige udfordringer med fertilitet.

LÆS OGSÅ: Udfordringerne ved at være forældre

Hvordan reagerede I, da I erkendte, at det for jer ikke var let at blive gravide?

Camilla: Da jeg først begyndte at erkende, at det måske ikke var så nemt for mig at blive gravid, blev jeg selvfølgelig meget ked af det. Jeg har altid haft ondt af mennesker, som ikke kan få børn, og jeg opfattede det som noget af det værste, der kan ske for en kvinde. Jeg følte mig forkert og ukvindelig. Og ekstremt frustreret! Det at jeg ikke kunne blive gravid, blev et meget ømt emne for mig. Jeg havde ikke lyst til at andre skulle have ondt af mig, og jeg havde ikke lyst til at vise min sårbarhed. Så jeg undgik så vidt muligt at snakke om det og trak mig nærmest ind i mig selv, især i situationer, hvor jeg forventede at emnet kunne komme på bane.

Anna: Jeg blev meget ked af det, og følte mig virkelig forkert og ukvindelig, jeg havde virkelig en forventning om, at når jeg var klar til en baby, så ville det bare ske inden for kort tid. Men jo længere tid der gik, jo mere frustreret blev jeg på mig selv og min krop.

Hvad synes I, var det mest udfordrende?

Camilla: Jeg forventede, at det ville gå nemt. Jeg glædede mig til at fortælle mine forældre, at jeg var gravid, til at holde min baby i armene, og til at holde jul med mit lille barn. Men allerede efter et par måneder begyndte jeg at bekymre mig over, at der ikke var sket noget endnu. Og bekymringen steg og steg, for hver måned der gik. Efter halvandet år blev min mand og jeg enige om at gå til lægen, hvor beskeden var, at jeg havde noget der lignede PCO. Jeg var faktisk lettet over det, at det var hos mig der var en udfordring, det gav mig en følelse af kontrol. Jeg skyndte mig herefter at læse en masse om PCO, jeg ændrede min kost og satte den i skema.

Men jeg blev altså stadig ikke gravid. Og efter halvandet år med ægmodningspiller og ægløsningssprøjter hos speciallægen, bad jeg om at blive sendt videre til fertilitetsklinikken på sygehuset. Her fik jeg hormonsprøjter og 3 inseminationer. Jeg forberedte mig allerede mentalt på at skulle adoptere. Efter inseminationer, skulle vi videre med kunstig befrugtning. Jeg blev indkaldt til et møde på hospitalet, hvor en rigtig sød og venlig sygeplejerske fortalte mig om, hvordan behandlingen ville foregå. Jeg sad med en klump i halsen og havde en voldsom lyst til at løbe skrigende ud derfra. Det lød som tortur. Det var en virkelig svær og sårbar tid for mig.

Anna: Jeg synes, det var udfordrende at sidde med følelsen af at være magtesløs, og at den eneste mulighed jeg kendte til, var at gå til lægen. At det var det tilbud jeg havde, selvom det måske ikke føltes som det helt rigtige for mig. Jeg blev gravid efter insemination men mistede graviditeten efter 8 uger. Endelig var den der, og så ikke alligevel. Jeg fortsatte derefter og startede på endnu et inseminations forløb, som heldigvis endte lykkeligt.

Hvordan reagerede jeres omgivelser på, at I ikke blev gravide?

Camilla: Mine og min mands forældre har aldrig presset på, eller spurgt om vi ikke snart skulle have børn. Så det var først, da vi valgte at fortælle dem om vores fertilitetsproblemer, at de fik at vide, at vi prøvede på at få et barn. Men andre mennesker, der måske ikke kendte eller forstod min og min mands private natur, har til tider spurgt, om vi ikke skulle have børn. I de situationer kunne jeg godt finde på at lyve, og sige, at vi ikke ville have børn lige nu. Dels for at komme ud af situationen hurtigst muligt, men også fordi jeg ikke syntes, at andre mennesker havde ret til at spørge mig om noget, der for mig var så privat. Jeg var nok i virkeligheden også bange for, at hvis jeg sagde højt, at jeg var bange for aldrig at blive mor, så ville det gå i opfyldelse.

Anna: Vi valgte ikke at fortælle nogen noget, på trods at mange spurgte til det. Jeg tror, at vi ubevidst valgte det, for at beskytte os selv, for ikke hele tiden at blive mindet om, at det vi drømte om, ikke kunne lykkes. Så blev jeg spurgt, benægtede jeg, det føltes som nemmere end at skulle dele, hvor svært det var og hvor jeg meget, jeg måske reelt bebrejdede mig selv, at jeg ikke kunne blive gravid.

Ville I have gjort noget anderledes idag, nu når I står på den anden side med hver Jeres baby?

Camilla: Jeg fik en skøn dreng for 6 måneder siden, efter et forløb hvor fokus på at skabe balance i min krop var overskriften. Det var uden nogen former for hormoner eller andet. Det var den 100 % naturlige vej, og den vej det var den helt rigtige for både min krop og jeg. Jeg blev nemlig gravid efter bare 3 måneder. Så når jeg ser tilbage ville jeg ønske, at jeg havde turde at være ærlig og have sagt noget i retningen af: ”Vi vil meget gerne have børn og har også længe prøvet, men det er ikke så nemt for os”. Måske kunne jeg endda have fortalt, hvor ulykkelig jeg var over mine fertilitetsproblemer. Men jeg turde ikke åbne mig den mindste smule. Jeg var simpelthen så bange for at komme til at græde. Selv over for mine allernærmeste, og til dels også overfor min mand, gjorde jeg alt for at spille tapper og optimistisk. Men jeg frarøvede samtidig mig selv den støtte, som jeg ved, at jeg kunne have fået.

Anna: Jeg blev jo gravid ved insemination, men min graviditet og fødsel blev ikke helt som jeg havde forestillet mig. Jeg fik svangerskabsforgiftning, akut kejsersnit og derefter lå jeg på intensiv med 10 dages indlæggelse. Men heldigvis fik jeg en smuk lille datter, og i dag har jeg 3 skønne børn. De sidste 2 kom helt af sig selv, ved at jeg ændrede min måde at leve på. Så det jeg ville gøre anderledes, hvis jeg havde haft tanken den gang, var helt sikkert at have mere fokus på min måde at behandle mig selv på og så at være åben omkring det, måske der var nogen, som kunne have budt ind med andre muligheder for at blive gravid?! Jeg tror, at jeg kunne have taget en byrde fra mine skuldre, hvis jeg blot havde haft modet.

LÆS OGSÅ: 7 danske Mommies-To-Be du skal følge på Instagram

Hvis I skulle give et råd til de kvinder som sidder i den samme udfordring som I gjorde, hvad ville det så være?

Camilla: Når jeg nu står her på den anden side og har fået en vidunderlig lille baby, så er det selvfølgelig nemt at se en masse ting, som jeg ikke kunne se, da jeg stod midt i det hele. Men jeg ville da ønske, at jeg langt tidligere havde prøvet at se indad og lytte til mig selv. Jeg var faktisk så heldig, at min krop råbte og skreg for at vække mig. Det var først, da sygeplejersken på fertilitetsklinikken smilende fortalte mig om kunstig befrugtning, og jeg mærkede den panikagtige trang til at flygte, at jeg ikke længere kunne lade være med at lytte. Og da jeg lærte at lytte til mig selv, blev jeg ikke bare mor, jeg blev også en mor med større indre ro, mere overskud og mere nærvær. Så hvis jeg skulle give et råd til de kvinder, som har de samme udfordringer, som jeg havde, så ville det være at stoppe op og lytte. Det er ikke sikkert, at man ”hører” noget med det samme. Men jeg tror heller ikke, at det er så vigtigt. Det vigtigste for mig er selve det at lytte.

Anna: Jeg ville helt klart have sagt, ”lyt nu til din smukke krop. Den er så vis og stærk, og ved lige hvad der skal til for at skabe balance, så du kan lykkes med graviditet”. Og så vær ærlig! det er så meget nemmere at være sammen med sine omgivelser, når man kan være sig selv, med det som fylder i livet lige nu.