Bogen ”særligt sensitiv – eller særligt udfordret” er en bog, som går kritisk, men konstruktivt til begrebet særlig sensitivitet. Vi har været så heldige, at være i kontakt med psykolog Marie Tolstrup og psykolog Sofie Wille Østergaard, for at få nogle svar omkring begrebet ”sensitive børn” og hvordan man som forældre skal forholde sig til problemstillingen. 

LÆS OGSÅ: “At være forældre til et barn med angst er som at have en løve i bur”

Hvad er definitionen af særligt sensitive børn?
Vi mener som udgangspunkt ikke, at der er nogle børn der er særligt sensitive. Det skyldes at der mangler solid forskning på området, hvilket betyder at brugen af begrebet ikke kan underbygges. Det ses blandt andet ved at definitionen af begrebet er så bred, at de beskrevne særligt sensitive karaktertræk kan beskrive hvordan de fleste børn og voksne, kan have det. Vi anbefaler, at man i stedet gør brug af de mange anvendelige begreber inden for psykologien som der er forskningsmæssigt belæg for og som kan dække over det samme. Det kan f.eks. være begreber som hæmmet temperament, angst, og oplevelse af kontrol.

De handleanvisninger og anbefalinger som følger i kølvandet på forståelsen af de særligt senstive børn, er heller ikke underbygget med nogen form for forskning. Man ved altså ikke om de råd der gives til forældre der oplever at have et særligt sensitivt barn har en positiv effekt for barnet. Det er bekymrende i forhold til hvor udbredt begrebet er. Vi har her at gøre med et begreb, som hverken er forskningsmæssigt underbygget, som de fleste mennesker kan genkende sig selv i, og som samtidig giver anvisninger som ikke kan bakkes op af forskning. Det er her vigtigt at forstå, at forskning i børns udvikling og psyke, er med til at sikre at børn forstås og behandles på en måde, hvorved de bedst kan udvikle sig. Når man benytter sig af forståelser og begreber som er taget ud af den blå luft, risikerer man at gøre mere skade end gavn. Derfor skal vi altid være kritiske og opmærksomme, når vi møder nye begreber der søger at beskrive mennesket.

Har vi i Danmark for travlt med at sætte label på vores børn, hvis vi ikke lige synes de passer ind i mængden?
Det er ganske naturligt, at man som forældre gerne vil hjælpe og støtte sine børn bedst muligt. For at gøre dette, søger vi at forstå vores børn, og deres ageren. Når vores børn opfører sig på en måde, hvor vi som forældre oplever, at de bliver kede af det, har mere svært ved noget end andre børn har, eller reagerer på en måde vi ikke har forudset, er det en naturlig reaktion, at prøve at forstå hvorfor børnene gør som de gør. Dette for at kunne hjælpe dem med bedre at kunne magte svære følelser eller oplevelser.

Som forældre kan vi blive enormt usikker på, om vi gør det rigtige, og om vi nu forstår vores børn godt nok. Når der kommer guidelines og simple anvisninger som både beskriver hvorfor ens barns gør som det gør, samt hvordan forældre skal reagere i forhold til det, er det naturligt at mange benytter sig af det, da ens egen usikkerhed dermed mindskes. Begrebet særligt sensitiv tilbyder en fristende forklaring og anvisninger der mener at afhjælpe vanskelighederne. Som forældre, især som førstegangsforældre, kan det være vigtigt at minde os selv om, at det er ok ikke altid at forstå eller vide, hvorfor vores børn gør hvad de gør, og dermed heller ikke at vide hvad vi som forældre så skal gøre. Det er tilladt at prøve sig lidt frem, og stole på at man gør sit bedste. Så det korte svar er, at det er vigtigt at huske hvor bredt normalområdet er og holde sig for øje hvad stigmatisering ved et usagligt begreb som særligt sensitiv, kan have af betydning for hvordan barnet mødes af sin omverden.

Hvordan ved man om ens barn er særligt sensitiv eller har en diagnose såsom angst eller ADHD? 
Hvis man oplever, at ens barn har svært ved mange ting som andre børn på dets alder klarer uden problemer, eller at ens barn ikke udvikler sig alderssvarende, bør man tale med de nærmeste fagpersoner. Hvis der er grund til bekymring, er det ofte noget som barnets sundhedsplejerske, dagplejemor, pædagoger, eller lærere vil gøre forældre opmærksomme på. Hvis man ikke føler at man bliver mødt i sin bekymring der, kan man søge hjælp hos egen læge eller opsøge en børnepsykolog. Det er her vigtigt at man opsøger en børnepsykolog som har specialiseret sig i at arbejde med børn og de givne problematikker.

Hvordan vides det, om barnet faktisk har en diagnose eller ”bare” har brug for mor og far? 
Lige meget om barnet opfylder de diagnostiske kriterier for en diagnose eller ej, så har det brug for mor og far. Det er ikke forældres opgave at vurdere om deres børn bør diagnosticeres. Hvis man er i tvivl skal man søge råd og vejledning hos professionelle, også om hvordan man bedst støtter sit barn, når det ikke er i trivsel.

Hvordan kan forældrene forholde sig til det, og hjælpe deres barn med at overvinde deres udfordringer?  Og støtte dem i en sund udvikling?
Der er heldigvis mange rigtige måder at støtte vores børn til sund udvikling. Nogle forældre har brug for at øve sig i, at lade deres børn klare sig selv. Med det mener vi at lade deres børn skabe deres egne erfaringer, og dermed lære at når man falder, så rejser man sig op, og prøver igen. Dermed ikke sagt at man skal lade sit barn helt være, og lade det løbe rundt uden opsyn. Men at være mindre bekymrede for hvad der kan ske, samt være bedre til ikke at dele egne bekymringer kan være vigtigt.

Når børn hele tiden hører deres forældre sige ”pas nu på!”, ”uha, det må du ikke, det er farligt”, får de en oplevelse af at verden omkring dem er et farligt sted for dem. Hvis mor og far samtidig går ind og tager over, og løser opgaverne for dem, får børn nemt en forståelse af at de ikke kan selv, ”husk, du kan ikke klare det samme som andre kan”. Som forældre kan det være sundt at tænke, hvad er det værste der kan ske? Vi skal være den base hvorfra vores børn kan undersøge verden, og dem de kan komme tilbage til, når de har brug for os.

LÆS OGSÅ: Udfordringerne ved at være forældre

Hvad er jeres ønske/mål med denne bog?
Vores mål med bogen, var overordnet set at komme begrebet til livs. Udover at begrebet ikke er forskningsmæssigt funderet, at det er et begreb som er så bredt, at de fleste kan genkende sig selv eller nogle de kender, ser vi også hvorledes børn som bliver betegnet som særligt sensitive bliver stigmatiseret, da de vokser op med en forståelse af at de ikke kan håndtere og magte omverdenen.

Baseret på vores kliniske erfaring som psykologer, samt den viden vi har tilegnet os på området, har vi ikke umiddelbart kunne finde nogle positive effekt ved at identificere sit barn som særligt sensitiv. Tværtimod. Forskning og litteraturen på området, henviser faktisk til, at børn som bliver klassificeret som og dermed behandlet som særligt sensitive, er i risiko for negativ udvikling. Vi mener at det bl.a. skyldes at når et barn er særligt sensitiv, forventes det at omgivelserne skal tage hensyn og indstille sig i forhold til barnets særlige behov, fremfor at styrke barnets kompetencer, og lære barnet at håndtere de omgivelser det er i. Derudover oplever vi også at børn som f.eks. har en behandlingskrævende angstlidelse, bliver misforstået i deres ageren, og i stedet bliver forstået og dermed behandlet som et særligt sensitivt barn. At følge de særligt sensitive anvisninger vil både vedligeholde samt forværre den givne angstproblematik hos barnet. Formålet med bogen har således været at opfordre alle der har skiftet bekendtskab med begrebet, til at forholde sig kritisk dertil. Det har vi gjort ved at begrunde vores egen kritiske forståelse af begrebet, ud fra et evidensbaseret og forskningsmæssigt sagligt grundlag.