Moderskab

Sej, sejere, alenemor! 

De seje alenemødre… De skal hyldes og de skal vide, at de gør et godt stykke arbejde. Et arbejde der ellers er tilegnet to voksne mennesker. Men hvordan gør de og hvordan kommer de bedst muligt igennem hverdagen? Det er noget vi sætter spørgsmålstegn ved, og derved ønsker at sætte fokus på dette. Vi har været så heldige at få en snak med Annemette, der har datteren Emilie der snart er 5 år. Mød den seje alenemor, der gør alt for at få hverdagen til at fungere bedst muligt, for hende og hendes datter.

LÆS OGSÅ: Har vi som forældre travlt med at sætte label på vores børn?

 Q

Hvordan blev du alenemor?

A

Jeg blev alenemor på grund af nogle uoverensstemmelser mellem min datters far og jeg. Det lykkedes bare ikke til sidst, og det var derfor bedst at gå hver til sit. Vi tog beslutningen sammen, da Emilie var lidt under 1 år. Han tog ud og rejste en måneds tid inden hun blev 1 år, og imens han var ude at rejse, blev vi enige om bare at være venner, da jeg egentlig stod med følelsen om, at det som sagt bare ikke fungerede og at jeg lige så godt kunne klare det selv, fordi han alligevel ikke var der særlig meget. Da han kom hjem fra ferie, gav vi det en chance til, men det holdte kun et par måneder og så gik den ikke mere for nogen af os.

Q 

Hvad var dine største bekymringer da du blev alenemor?

A

De bekymringer jeg havde, var om jeg kunne klare alle hverdagens gøremål med min datter alene og om jeg kunne klare det hele økonomisk selv, betale for børnehave og tøj og alle de andre nødvendige ting. Den største bekymring jeg havde at kæmpe med hvert minut var, hvordan min datter ville tage bruddet mellem hendes far og jeg.

 Det hele bundede desværre ud i, at jeg fik en fødselsdepression, da Emilie var lidt over et halv år.  Det resulterede i at jeg blev nødt til at starte på nogle lykkepiller, hvilket jeg fik det rigtig skidt af. Jeg kunne slet ikke kende mig selv eller mine følelser, efter jeg var startet på de piller. Jeg græd hele tiden, men jeg vidste ikke hvorfor jeg græd. Jeg kunne ikke spise noget, hvilket selvfølgelig resulterede i, at jeg tabte mig. Jeg havde det bare rigtig skidt, og jeg gjorde alt for ikke at vise noget over for Emilie. Det var når hun sov til middag, eller når hun var blevet lagt i seng om aftenen, at helvede brød løs og tårerne ikke kunne holdes tilbage længere.

 Jeg kunne kun være på de piller i et par måneder, fordi det simpelthen kun gjorde tingene værre og jeg som sagt ikke kunne kende mig selv længere. Så jeg tog valget om at trappe stille og roligt ud af pillerne og så gik det faktisk okay. Men så da Emilie var 2-3 år gammel, fik jeg endnu en depression, og oven i det, angst. Jeg fik hevet op i mig selv og nægtede at gå tilbage til lykkepiller. Jeg fik tilbudt at melde mig til at projekt hos en psykiater, hvor man ikke blev bedt om at tage medicin, men simpelthen snakke om tingene, med en psykiater. Det har været min vej for at kunne kæmpe imod de dårlige tanker og vaner man har og får, når man har angst.

Q 

Hvad er det hårdeste ved at være alenemor?

A

Der er mange småting i hverdagen, hvor jeg tit kan tænke, at jeg helt klart mangler én til lige at tage over. Det kan være hvis børnehaven ringer og siger, at Emilie er syg, eller dét at man selv står for alt det huslige og hentning af prinsessen.

Q 

Hvad gjorde I for at Emilie blev mere forstående over for dét, at hun nu var skilsmissebarn?

A

Emilie havde svært ved at indfinde sig med at hun både skulle være hos mor og far og havde svært ved at finde ud af, hvorfor vi ikke alle tre bare skulle være sammen. Men vi gjorde alt hvad vi kunne for at forklare hende, at vi havde det bedst når vi ikke var kærester og at mor og far var mere glade, når vi boede hver for sig. Vi prøvede at forklare hende, at der også var gode ting ved at mor og far ikke boede sammen, som at der var flere gaver juleaften og fødselsdage, og at far lavede nogle far ting med hende og mor lavede nogle mor ting med hende.

 Hun spørger stadig indimellem, hvorfor mor og far ikke bare er kærester, og det er selvfølgelig hårdt at høre, men jo ældre hun bliver, jo bedre bliver hun også til at forstå, at vi bare er venner.

Hvordan får du dagligdagen til at hænge sammen?

A

Jeg gør ligesom alle andre. Jeg aflevere Emilie i børnehaven, tager på arbejde, henter Emilie, handler ind og laver aftensmad og sover. Hele min familie er god til at være der for mig, de er gode til at passe Emilie eller hente hende fra børnehaven fordi de har lyst, eller hvis vi bare skal have familiehygge.

 Emilie’s far og jeg har den ordning, at hendes far har hende hver anden uge, fra onsdag til tirsdag. Den ordning er super vigtig, især for Emilie, så hun får set sin far, men også for min skyld, så jeg også kan få lidt luft.

 Q

Hvordan bliver du mødt af omverdenen? Føler du dig ’’sat i bås’’?

A

Der er da nogle der har sagt ’’hvor er det synd for dig, Annemette, hvordan klarer du at være alene?’’ Men det er virkelig sjælendt jeg hører det, da det er blevet så almindeligt i dag at være enlig mor, så jeg synes ikke folk ser ned på én.

Så rent generelt føler jeg mig ikke sat i bås af folk. Jeg synes kun, der har været ros og positiv feedback, fordi folk synes jeg gør det godt, og vigtigst af alt så synes jeg også selv jeg gør det godt. Jeg er blevet bedre til at klappe mig selv på skuldrene og sige ’’du gør det sgu godt, Annemette.’’ Selvfølgelig er der altid nogle ting man kan gøre bedre, men det gælder jo ikke kun os alenemødre, så det er som sådan ikke noget jeg går og tænker over.

Q 

Hvad gør du for at Emilie trives bedst muligt?

A

Emilie har som sagt ikke altid været så forstående over for hvad der skete, men der var hun jo heller ikke så gammel, og det er først inden for de sidste 2 år, at hun har kunne forstå, at hun er hos mor den ene uge og far den anden uge, og at det er bedst sådan. I starten var hun dybt ulykkelig og ked af det og det tog virkelig hårdt på hende. Både hendes far og jeg prøver at forklare hende, hvad der sker og hvad der skal ske, så hun hele tiden er med i hvad der foregår, så hun ikke er én forvirret lille pige. Hun er heldigvis selv rigtig god til at komme med spørgsmål, hvis der er noget hun er i tvivl om eller vil vide, og så snakker vi om det.

 Ud over det, lægger vi stor vægt på at være samlet på hendes fødselsdag, hvor vi enten tager ud og spiser eller bare laver en hyggedag ud af det alle tre, så hun kan mærke og se, at mor og far altså godt kan være gode venner, snakke ordentligt sammen og grine, og at det ikke er hende vi er sure på. I min verden, er kærlighed og omsorg for min datter, vejen frem!

 

Q 

Hvordan befinder du dig som enlig mor? Føler du dig fri eller fastlåst?

A

Begge dele. Det har både sine fordele og ulemper. Man føler sig da lidt fastlåst engang imellem, når man står med det hele. Men på den anden side, så er det egentlig også meget rart at der ikke står en mand og er uenig i de ting jeg siger. Haha, det er vidst længe siden, jeg har boet sammen med en mand.

Q

 Hvor får du tanket op så du kan være en god enlig mor?

A

Jeg får tanket op, når Emilie er hos sin far. Og så går jeg til noget træning én gang om ugen, som gør, at jeg kan komme ud og få rørt mig og få noget mere energi.

Jeg ser det virkelig vigtigt, at jeg kommer ud og røre mig så jeg ikke bare sidder derhjemme og falder i et hul. Og så en gang hver anden til tredje måned, er jeg i byen med veninderne for at komme ud og hygge, og snakke om andet end børnehave og tøjvask.

 Q 

Har du lært noget af at være alenemor?

A

Man finder hurtigt ud af hvor stærk man egentlig er. Dét, at man har været helt nede i kulkælderen, og alligevel formår at rejse sig igen, det er for vild en tanke. Man finder mange nye sider af sig selv og jeg er blevet bedre til at sige ’’du kan sgu godt der her! Jeg har også opdaget, at kommunikation bare er vejen frem, da man intet får ud af, at gå med tankerne alene. Så jeg er 100% vokset med opgaven. Man skal ikke se så negativt på sig selv og hvad man egentlig kan og ikke kan. Man vokser med opgaven og man er stærkere end man tror! 

Man kan vel godt sige, at jeg startede ud med at sidde i ’’offerrollen’’ og ser nu i dag mulighederne, selvom der selvfølgelig stadig engang imellem er kampe der skal kæmpes.
Jeg er i dag social og sundhedshjælper og har været det i 8 år. For et par måneder siden fik jeg hevet op i mig selv, og søgt ind på assistenten.

Ser vi bare et år år tilbage, havde jeg slet ikke turde tage chancen om at starte uddannelse. Men nu skal det ske!

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *