PCO/PCOS er en hormonel sygdom, som forekommer hos 20-25 procent af alle kvinder i den fødedygtige alder. Sygdommen kan blandt andet indebære problemer med at blive gravid, tendens til overvægt, uren hud og øget hårvækst. 29-årige Kristinna Runge Vangkilde er en af de danske kvinder som lever med mange af sygdommens bagsider.
LÆS OGSÅ: At leve med PCO: “Det var en hård psykisk kamp at blive gravid”
29-årige Kristinna Runge Vangkilde fra Aarhus har hele sit liv kæmpet mod PCO. I sine teenageår var kampen mod kiloene hendes værste fjende. Og er det stadig i dag. Kristinna har altid vidst, at hun ikke var som de andre. Hendes vægt i folkeskolen svingede fra kraftig overvægt, til en meget tynd krop, på grund af desperation. Samtidig har hendes menstruationer altid været svingende. Det var først, da hun slog i bordet hos lægen, at der skete noget. Hun bad dem om at henvise hende til en gynækolog.
”Jeg havde en lillebitte smule mandlig kønshormon i mine blodprøver, men ikke noget lægen ville diagnosticere mig på baggrund af. Det var først, da min gynækolog scannede mig, at man kunne se de blærer, jeg har på æggestokkene – det var en klassisk PCO,” siger Kristinna.
Blærerne på æggestokkene kan medføre voldsomme smerter, når de brister, og var også en af grundene til, at Kristinna følte at noget var helt galt. Ligesom Majbrit havde Kristinna en længere kamp for at få stillet diagnosen. Google blev Kristinnas bedste informationskilde. Det var Googles skyld, at Kristinna blev opmærksom på, at hun måske havde PCO. Inden da vidste hun ikke, det eksisterede.
Manglende information om PCO
Kristinna fik konstateret PCO i en alder af 23 år. Det værste ved sygdommen er den uklare cyklus, kampen for at holde vægten nede, uren hud og den mørke, grove hårvækst. Kristinna har brugt enorme summer på at holde sygdommen nede. Og meget af det har været forgæves, som for eksempel forskellige laserbehandlinger imod hårvæksten.
”Jeg har aldrig haft en cyklus, jeg kunne stole på, og det er rigtig træls i hverdagen, at man aldrig ved, hvornår man får menstruation. Det kan være, det kun er to gange om året, den kommer, men man ved det aldrig” siger hun.
Kristinna har altid været meget selvstændig omkring sin sygdom. Efter sygdommen blev konstateret, var gynækologen klar til at sende hende hjem, men Kristinna havde tonsvis af spørgsmål, for hvad skulle hun nu gøre?
”De eneste råd jeg fik, var at motionere og at spise på en bestemt måde. Så mit forløb har været rigtig rodet. Jeg har selv skulle kontakte lægen, hvis jeg for eksempel skulle have noget medicin for min urene hud. Jeg har aldrig rigtig vidst, hvad jeg skulle gøre. Jeg har famlet lidt rundt” siger hun.
Frygten for barnløshed
Kristinna har selv prøvet at finde på forskellige tiltag for at holde sygdommen nede. Men hun har altid manglet mere information om, hvad man som kvinde med PCO skal gøre i det daglige. Alligevel mener Kristinna, at hjælpen imod barnløshed til kvinder med PCO, er rigtig god. PCO fylder rigtig meget i Kristinnas liv. Sygdommen har både gjort hende tilbageholden og givet hende selvværdsproblemer i forbindelse med både hårvækst og overvægt.
”I mine teenageår har det virkelig betydet meget for min psyke og det selvværd, jeg aldrig fik bygget op – netop fordi jeg ikke vidste, hvorfor jeg var anderledes end de andre. Man føler sig forkert” siger hun.
Kristinna nåede at få en søn inden hun fik konstateret PCO. Og for hende har det betydet, at hun altid har vidst, at hun kunne få børn, selvom hun havde sygdommen. Men det har efterfølgende været en stor bekymring for hende ikke at vide, om hun ville kunne få et barn til. Da Kristinna ville have sit andet barn, fik hun medicinsk hjælp på grund af sin diagnose. Men hun nåede at miste et barn inden tolvte uge, før det lykkedes.
”Det går lidt ud over kvindeligheden, når man ikke ved, om man er i stand til at give sin familie en lille ny. Men jeg blev heldigvis hurtigt gravid. Før jeg havde hende i armene, turde jeg ikke tro på, det kunne lade sig gøre. Det var en kæmpe bekymring. Jeg købte ikke babytøj før to uger inden fødslen,” siger Kristinna.
Kristinna arbejder på at holde sygdommen nede og spiser sundt efter LCHF kuren og glutenfrit og skal tænke på sit madindtag hver eneste dag for ikke at tage på.
”Det virker rigtig godt og kan holde sygdommen nede. Men det er pisse irriterende, fordi det er tidskrævende, og jeg er rigtig glad for sukker,” siger Kristinna.
Men spiser hun engang imellem usundt, så har det konsekvenser. Hendes vægt kan svinge fra den ene dag til den anden.
LÆS OGSÅ: Find vej gennem fertilitetsjunglen
Gode råd til tvivlere
Kristinna har været i stand til at få børn, men det er der nogle kvinder med PCO der aldrig får. Er man i tvivl, om man har PCO, er et godt råd fra Kristinna, at gå til en specialist og få det konstateret hurtigst muligt. Hun ville ønske, at hun havde haft mere information om PCO. Så hendes råd til andre er at bruge internettet og de forskellige PCO grupper, for eksempel på Facebook, hvor der er meget hjælp at hente.