“Jeg elskede ikke mit nyfødte barn”

Facts


Maria Vestergaard

Medicinstuderende og mor til en datter på 1 år.

Du kan læse mere om Maria på hendes blog:

mariavestergaard.dk

Jeg forestillede mig, at verdenen ville gå i stå, når jeg fødte min datter. At mine sanser ville registrere lys, farver, berøringer, og kærlighed på en helt ny og enestående måde, men oplevelsen var en helt anden. Der faldt ikke lyserøde balloner ned fra loftet, solen skinnede ikke mere kraftfuldt, og jeg oplevede ingen ny kærlighed.

LÆS OGSÅ: Sej, sejere, alenemor!

Allerede under min graviditet kunne jeg mærke, at jeg var anderledes. Jeg købte ikke babytøj til hende, indrettede ikke et børneværelse, og når min yogalærer lukkede øjnene, og sagde med en blid og harmonisk stemme, at vi alle skulle tage hænderne på vores gravide maver, mærke vores barn, smile til det, og forestille os, at det smilede tilbage, så åbnede jeg altid øjnene, og betragtede de andre gravide kvinder sidde i skrædderstilling og smile til deres ufødte barn. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at de kunne leve sig ind i den fantasi. At de kunne være så naive og tro, at barnet lå og smilte tilbage til dem inde i livmoderen.

Jeg græd da hun blev født.

Jeg oplevede en hel ny følelse, da hun kom til verden, og jeg begyndte instinktivt, at trøste det grædende barn, jeg fik i favnen, imens jeg hulkede i takt med hendes gråd. Det var ikke kærlighed. Det var noget biologisk. Noget der for tusinder af år siden er blevet inkorporeret i mine gener, således at jeg med det samme, på ren automatik, tog mig af mit grædende hjælpeløse barn. For det gjorde jeg. Og jeg gjorde det rigtig godt!

Kort tid efter fødslen begyndte folkevandringen til hospitalet, og mit barn gik fra favn til favn de næste to dage, hvor vi var indlagte. Alle havde blomster, gaver, balloner og bamser med. De spurgte til mine følelser. “Hvordan er det at være mor?”. “Nu mærker du meningen med livet, ikke?”. Jeg svarede altid, hvad de gerne ville høre, også selvom jeg absolut ikke havde fundet nogen mening med livet i min nyfødte datter. Faktisk kunne jeg ikke tænke på andet end de helt basale behov, som mad og søvn, alt imens min fødsel og mit barn blev hyldet, som om kuren til kræft var blevet opfundet.

Der gik længe. Faktisk præcis to måneder, før jeg virkelig mærkede dét, som jeg har hørt så mange mødre fortælle om; Følelsen af kærlighed kom, den dag hun afviste mit bryst. Hun ville ikke længere ammes, og min kæreste gav hende den aften en flaske, ligesom han gjorde det den efterfølgende uge. Jeg græd fra morgen til aften. Jeg følte, at jeg ikke længere var en “mor”, og jeg så, hvordan min kæreste lige så langsomt overtog pladsen som primær omsorgsperson for vores datter. Der mærkede jeg for første gang en kærlighed, jeg endnu ikke havde troet var mulig, og lige siden har jeg oplevet, hvordan denne nye følelse fylder mere og mere af min krop for hver eneste dag, jeg er mor. Jeg elsker hende så højt, men det har jeg ikke altid gjort.

LÆS OGSÅ: Energi til trætte mødre på barsel

Jeg vidste, at det ikke var socialt acceptabelt, at jeg i den første tid af mit moderskab ikke elskede min datter. Og af den grund sagde jeg det heller ikke til nogen, udover min kæreste, som heldigvis var rummende og anerkendende i forhold til mine følelser. Jeg kan dog godt forstå, hvorfor flere og flere kvinder føler sig utilstrækkelige og måske endda kan ende med en fødselsdepression, når samfundet kun rummer det lyserøde eller lyseblå moderskab, med balloner, blomster og altoverskyggende øjeblikkelig kærlighed.

For nogle mødre fødes kærligheden samtidig med barnet. For andre kan der gå flere uger før den ubetingede kærlighed virkelig rammer moderskabet. Lad os derfor fortælle hinanden, at alle følelser, også dem der ikke er tilstede når barnet kommer til verden, er acceptable. At man sagtens kan være en god mor (eller far), lige meget hvad man føler, når man bliver forælder. Lad os fortælle hinanden, at det er okay, ikke at elske sit nyfødte barn.

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Kom med på den bedste venindetur

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet