Det er ikke nemt at være mor i dag… Allerede fra de to små streger viser sig på graviditetstesten, bliver man som mor bombarderet med “gode” råd, løftede pegefingre, forbud og påbud. Hvordan man så skal finde rundt i junglen, er ikke til at vide… 

LÆS OGSÅ: 10 realistiske skønhedsråd til den nybagte mor

Lige præcis det fortæller, Charlotte Heje Haase, som er nybagt førstegangsmor, om i sin bundærlige, uhøjtidelige og humoristiske bog om at være nybagt mor og famle i blinde. Her deler hun alle sine personlige usikkerheder, sin sårbarhed, bekymringerne og lykkestunderne, der kendetegner den første tid som mor. 

Er du nysgerrig på den spændende bog, så kan du her få et lille smugkig. 

Læs uddraget fra bogen her:

3. måned – Man bærer da babyer
Morens andet tigerspring

Moren vil ikke kunne skelne mellem sin egen og sit barns krop. Morens hjernebølger viser drastiske forandringer i denne periode, og der er ingen tvivl om, at moren oplever disse forandringer inden i sig selv. Det vil til at begynde med forvirre moren, og hun vil suge alt til sig uden at kunne sortere i informationsmængden. Morens sanser bliver mere følsomme. Derfor kan hun let blive overstimuleret. Husk dette, når du viser moren ting eller lader hende lytte til noget. Moren har brug for flere hvilepauser. Det bedste, du kan gøre, er at tale beroligende til moren og at trøste hende. Husk at du aldrig må ruske moren, selv om du bliver frustreret.

Hvis jeg var en avlshest, var jeg dømt ude. Jeg blev født med hofteskred og havde skinner på de første tre måneder af mit liv. Svage hofter er arvelige, så Duddi har fået en tid til en scanning. Hvis jeg kunne, foretrak jeg at få trukket en tånegl af, frem for at hun skulle have skinner på.

Jeg vil gerne se, hvordan skinnerne ser ud, men mine forældre har ikke dokumenteret det. Alle billederne af mig som spædbarn er taget fra livet og op. »Det gjorde simpelthen for ondt på os«, har min mor forklaret. Så de fortrængte det. Visuelt. Jeg har fundet et billede af skinnerne på nettet. De er lavet af metal og ligner et torturinstrument. »Skal vi ikke vente, til der er en grund, før vi bekymrer os over det?«, spørger Torben. Og det aftaler vi så, men vender og drejer os hele natten.

“De er lavet af metal og ligner et torturinstrument. »Skal vi ikke vente, til der er en grund, før vi bekymrer os over det?«, spørger Torben. Og det aftaler vi så, men vender og drejer os hele natten.”

Min mor har tilbudt at tage med til hoftescanningen, fordi Torben skal arbejde. Venteværelset er koldt og lugter af hospital. Jeg griber en rangle og dingler med den foran Duddis ansigt, men hun vil hellere studere sine egne hænder. Sætter mig rastløst i et hjørne og ammer hende. Ved ikke, om det er for at berolige hende eller mig selv, men det virker i hvert fald på mig.

En kvinde suser forbi i hvid kittel og drikker kaffe af et hvidt plastikkrus. Det sender flashbacks til fødslen og rød saftevand ad libitum. Det er nogle få uger og et helt liv siden. Vi bliver kaldt ind, og kvinden i kitlen beder mig om at tage »den unavngivne piges« tøj og ble af. Duddi skutter sig under mine kolde hænder.

»Læg babyen ned der!« Kvinden peger på en beholder. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal placere Duddis skulder, så den ikke mases, når hun skal ligge på siden med hele sin vægt. »Kan du ikke vise mig hvordan?« spørger jeg klemt. »Bare prop hende ned i den, der er ingen rigtig eller forkert måde«, siger hun.

Jeg ville ønske, jeg kunne proppe kittelkvinden ned i stedet for … med en kødhammer. Duddi græder, og da hun får kølig gele smurt på den ene hofte og bliver presset yderligere ned af en scanner, når vrælet uanede højder. Min mor puffer blidt til mig og siger, at jeg kan nynne eller snakke med Duddi, så hun ved, jeg er der. Der bor en bager bliver sunget gennem tårer.

“Jeg ville ønske, jeg kunne proppe kittelkvinden ned i stedet for … med en kødhammer.”

»Tag babyen op og vend hende om på den anden side«, kommanderer kittelkvinden. Bagefter klamrer Duddi sig til mig og er helt rød i hovedet af at græde. Jeg giver hende tøj på og ryster over hele kroppen. »Om lidt kommer min kollega, så skal hun lige scannes på begge hofter igen«. Vi bliver mindst lige så kede af det anden gang.

Hofterne er ikke helt alderssvarende, og vi får en ny tid om nogle uger for at se, om de har rettet sig ind. »Det sker som regel«, siger lægen til mig, da han ser mig tørre mine øjne og støtte mig til briksen.

Der er intet, vi selv kan gøre for at hjælpe Duddis hofter på rette vej. »I må bare håbe på det bedste, komme til tjek igen og se tiden an«.

Håbe på det bedste … og frygte det værste? Det er ikke en fremgangsmåde, som en nybagt mor finder beroligende. Vel hjemme konsulterer jeg Dr. Google. Det kan åbenbart være godt for børn med svage hofter at blive båret i strækvikler. Numsen skal være længere nede end knæene, og barnet skal sidde i frøstilling. Mave mod mave.

»For pokker da også!« sukker jeg med et syv meter langt stykke stof, viklet ubehjælpeligt omkring mig. August griner. »Du ligner en zombie, der ikke har lært at klæde sig på«. Jeg vakler over mod ham med fremstrakte arme for så at kollapse på sofaen.

»Hvad med at tjekke på youtube? Det kan være, de viser, hvordan man gør«, foreslår Oscar. »Man kan altså ikke finde ALT på youtube«, siger storebror belærende. Men August tager fejl. På en video står en stewardesselignende model og vikler en dukke ind i flere meter stof. Hun smiler til kameraet, og det ser legende let ud. Jeg griber ud efter en bamse og prøver at følge hendes vejledning.

Jeg prøver igen og igen, indtil Duddi vågner, og jeg skal forsøge mig med den levende version. Hun kigger nærmest bebrejdende på mig, da hun misser øjnene åbne og opdager, at jeg har stranguleret bamse i en al for stram binding rundt om maven.

“Hun kigger nærmest bebrejdende på mig, da hun misser øjnene åbne og opdager, at jeg har stranguleret bamse i en al for stram binding rundt om maven.”

På tredjedagen er både Duddi og jeg imidlertid svært tilfredse med strækviklen. Hun sover længere om dagen og har ikke grædt en eneste gang. Torben ser det som en kærkommen lejlighed til at sidde ved computeren. Når hun så er sparsomt vågen, må jeg give hende til ham, før han fatter interesse. Kan ikke lade være med at tænke: Vil jeg virkelig donere de sidste tre måneders barsel til denne mand? Og lige dér bliver jeg en af de kvinder, jeg har sværget, jeg aldrig vil være. Hende, der er overbevist om, at hun kender deres barn bedst, og retter ham på vrissemåden.

Men Torben tager revanche, når jeg køber mad ind over nettet: »Hvad tænker du på at købe ikkeøkologiske appelsiner, mens du ammer. Og ingefær fra KINA! Er du klar over, at det kan skade babyers hjerner?«

Her er min opskrift til en god nats søvn og hurtig putning:
1) Læg din baby i sengen på siden.


2) Læg dig selv på siden med front mod babyen og begynd at amme.


3) Syng evt. en godnatsang, men du kan også tjekke din mobil bag babyens hoved.

4) Nu sover babyen.

5) Gør babyen antræk til at bevæge sig eller sige en lyd om natten, så får hun en babs i munden. Det kan gøres i søvne.

Flerbørnsmødrene skriver i Terminsgruppen, at det er godt givet ud senere, hvis man lægger sin baby til at sove uden at amme eller at rokke den i søvn. Hvad kan jeg sige? Jeg lever i nuet.

Barnevogns- og sutnægter

»Vraaaaaaa«. Duddi går fra rolig til angst, når vi kører med hende i barnevognen. Vi har prøvet alt fra at polstre hende og hænge spændende ting op, som hun kan kigge på, til at holde en hånd på hendes mave eller lægge hende sovende ned i den. Intet virker. Så snart jeg tager hende op igen, falder hun til ro.

Det undrer mig, at Duddi ikke vil bruge sut og hader at køre i barnevogn. Noget af det eneste, jeg var sikker på, at babyer ikke kunne få nok af.

Jeg skriver en opdatering på Terminsgruppens væg: »Min datter vil ikke bruge sut. Er der andre i samme båd?« Vi er en god håndfuld, og det er dejligt ikke at være alene.

»Altså, på en måde er det jo fantastisk. Vi behøver ikke at skulle kæmpe med at tage sutten fra dem«, skriver jeg optimistisk. Og således opmuntret skriver en anden: »Ja, og i oprindelige samfund var det morens opgave at give den tryghed, som en sut skal give i dag«. Ups. Det kan godt fejlfortolkes som en kritik af dem, der giver deres børn sut. Det bliver det da også. Dommen er klar. Mødrene af sutbørn kender nogen, der kender nogen, der har et barn uden sut. Det, sutnægtere har til fælles, er åbenbart:

LÆS OGSÅ: De fire mor-typer: Hvilken type mor er du?

Kan indeholde affiliate links.