Jeg har PCOS. Jeg var som 19-årig ude og arbejde som guide i den store verden. Ude og finde balancen i mine grønskolling-ben og se livet i øjnene. Helt frisk fra bænken og med en næsten nypudset studenterhue. Midt i rusen fra paraplydrinks, solbrune stænger, morgenfrappé, friske dolmades og de evigt overglade guider, begyndte jeg at få smerter i mit underliv.

LÆS OGSÅ: Sådan får du dine hormoner i balance

Det blev så slemt, at jeg endte på et græsk hospital, hvor de måtte tvinge en liter vand i mig, fordi min krop var så dehydreret fra alle smerterne, for at kunne se noget på den lille grå skærm, der mest af alt lignede et virkelig dårligt programmeret og kedeligt computerspil. Jeg havde konstant min mor hjemme i Danmark med i røret og fortalte hende om mine smerter. Nu skal det her nævnes, at min mor arbejder i det danske sundhedsvæsen og derfor straks satte samtlige læger, hun mødte på sin vej i stævning for, hvad der kunne være galt med hendes lille datter flere tusinde kilometer væk. Hun fik sat en aftale op med en dansk læge herhjemme og jeg fløj hjem og mødtes med ham. Efter et fyldt menukort af prøver og scanninger med stængerne højt oppe i vejret faldt dommen. Jeg havde PCOS. Som guide bliver du trænet i altid at tænke positivt, positivt, positiv. Ord som ”problemer” og ”desværre” bliver kronisk slettet fra dit ordforråd. I stedet tænker du kun i løsninger og service med et smil, selvom en gammel norsk mand råber af dig kl. 3 om natten, fordi hans fly er 5 timer forsinket og du står i dine høje hæle, som du ikke har haft af siden kl. 9 i morges, da du forlod din lejlighed med kun (heldigvis) en lille smule tømmermænd. Derfor havde jeg kun et spørgsmål til lægen: kan jeg tage tilbage til mit guideliv og rejse videre i verdenen og så tage mig af det her, når jeg er færdig, uden at der sker mig noget?  

Det eneste jeg ikke kunne klare i det rum var, at de fire skodbogstaver skulle styre mit liv. Min PCOS var så slem i flere år, at jeg ikke kunne få børn og det var et stort slag i ansigtet på min kvindelighed. En følelse, som jeg tydeligt mærkede hver eneste dag. Oven i hatten var jeg velsignet med de åh så skønne bivirkninger i form af en voksende Kardashian-røv, hud som en teenager med chips i drop, for ikke at nævne cysterne, der sprang som champagnepropper i mit underliv og efterlod mig i ekstrem smerte gang på gang samt en masse andre knap så kvindelige ting, der kun deles med de tætteste veninder efter alt for meget vin og ærlighed om livet.

Jeg brugte en del år i søgningen på de bedste læger og forskellige mirakelkurer. Jeg har ikke tal på, hvor mange gynækologer jeg har spredt mine ben for blot for at få at vide, at jeg under ingen omstændigheder havde PCOS og det blot var et buzzword, jeg havde hørt i medierne for at tildrage mig lidt opmærksomhed. Jep, det var nogle super fede oplevelser (læs: NOT!). Til sidst endte jeg, fuldstændig udmattet, hos kongen af kvinders underliv. Han havde styr på det og greb mig på et tidspunkt, hvor jeg selv havde opgivet utallige gange nærmest kvalt i tårer og hulken. Han gav mig de sprødeste guldkorn i æsken og jeg kløede på som en 5-årig i en slikbutik. Jeg trænede ikke kun min krop med utallige spinningstimer, men også mit hoved i ægte ”wax on – wax off stil”, at PCOS ikke er en sygdom, men en vedholden gentleman, der aldrig vil vige fra min side, uanset hvor mange gange jeg beder ham skride ad helvede til.

I dag kan jeg godt få børn. Jeg har kæmpet mig frem til det resultat og det er på ingen måde noget, jeg har tænkt mig at give fra mig igen. Jeg har stadig og vil altid have PCOS. Det ved jeg. Selvom kongen af frugtbarhed altid har rost mig til skyerne for mine resultater, så har jeg aldrig helt kunne slippe følelsen af, at PCOS’en havde vundet over mig i de år, jeg ikke kunne få børn. Efter flere års eftertænksomhed – ja, ingen grund til hurtige beslutninger her, haha – besluttede jeg mig for at opsøge kongeriget igen og melde mig som ægdonor. Den aften, jeg tog min første hormonsprøjte, var en stor ting for mig. Det var 12 meget anderledes dage med sprøjter hver aften, Kessler-bryster der nærmest sprang mine bh’er, utallige scanninger og tjek hos kongen, der konstant vågede over mig, som en fuglemor over sine æg. Lægerne fortalte mig, at jeg havde Ferrari-æggestokke med den vilde ægproduktion min krop formåede at kreere. Og når jeg lagde mig på briksen til endnu en scanning med stængerne i de obligatoriske stigebøjler, smilede de blot og roste mit erfarne underliv, der havde fuld kontrol over enhver stilling, bevægelse og vejrtrækning.

LÆS OGSÅ: Det hormonhelende køkken: 5 opskrifter som er gode for din krop

Dagen kom hvor hønemor skulle lægge sine æg. Ingen tvivl om, at det var et smertefyldt indgreb. Det eneste jeg formåede at koncentrere mig om, var min mors rolige hånd på min mave, der hele tiden skulle løfte sig op og ned i takt med min vejrtrækning. Og hvorfor så egentlig gøre det her? Hvorfor gå igennem alt det her, når man ellers skulle tro, mit underliv har været igennem nok? Hvorfor gøre alt dette for et fremmed menneske, jeg aldrig kommer til at møde? For mig er det vigtigt at kunne hjælpe kvinden, der sidder på den anden side af bordet og mærker lægens tunge dom om aldrig at kunne producere sine egne børn. Jeg ved, hvordan det føles. Jeg ved, hvor tungt det er at bære på. Jeg har siddet i den stol. Derfor betyder det alverden for mig at kunne hjælpe hende med at give hende et æg, så hun kan få lov til at udleve sin drøm om at blive mor. Og samtidig gør jeg det også for, at min indre kvinde stolt kan stikke brystet frem og se sin PCOS i øjnene, selvom hun altid vil have et ar, der ikke kan fjernes, uanset hvor mange mængder af Bio-Oil der smøres på.

Den dag jeg fik konstateret PCOS følte jeg, at den havde vundet over mig. Jeg følte, den havde kontrollen over mig i mange år. Nogle dage føler jeg stadig den har det. Jeg følte, den havde slået mig fuldstændig til jorden. For mig betyder den her ægdonation ikke kun, at jeg kan få lov til at hjælpe en anden kvinde med det største ønske, hun nogensinde kan få opfyldt, men også at jeg får udlignet en score i en uretfærdig kamp mod ufrugtbarhed, overvægt, smerter, idiotiske læger, nye slankekure og sammenknækket stillinger på gulvet i smerter. Så hvor scoren i mange år har heddet 1-0 til pcos, tager jeg nu min røde læbestift på og sætter hatten på skrå i glæden over jeg har udlignet til 1-1.