[single_post_category_name]

Er du en god mor (på Instagram)?

Kære mor. Har du til tider tvivlet på, om du er en god nok mor? Føler du engang imellem også presset fra omverdenen, især i form af de sociale medier? Er du i tvivl om, hvorfor du overhovedet deler dit liv og følger med i andres? Og har du i den forbindelse delt et billede af dit barn, hvor du med spænding har afventet likes fra dine følgere? Så er du ikke alene.

LÆS OGSÅ: 4 grunde til at din kæreste/mand SKAL massere dig

En god mor
I dag ligger der et ekstremt pres på mødre, særligt via et socialt medie som Instagram. Her vælger flere og flere mødre at dele deres moderskab, hvilket finder sted de af flere årsager. Mødres deling bunder ofte i en blanding af: 1) søgen efter information om moderrollen, 2) demonstration af stoltheden og moderkærligheden til deres børn, 3) søgen efter anerkendelse og følelsesmæssig støtte, samt 4) at få eller give inspiration til andre.

Der ligger noget helt grundlæggende i, at man vælger at fremstille sig selv og sine børn på Instagram – anerkendelse. Måske tænker du tit over, hvorfor andre mødre deler billeder af deres nyindkøbte mærketøj til deres børn? Eller hvorfor en af de andre mødre på Instagram igen deler billeder af hendes lille syge pus? Jamen, så er du ikke alene, men kan finde forklaringen heri.

Vi mennesker har altid søgt anerkendelse hos andre, i større eller mindre grad, og det stopper vi nok ikke med lige foreløbigt. Det er heller ikke noget nyt, at ens krop fyldes med glæde, når andre mennesker bekræfter en i det, man gør. Derfor kommer det nok heller ikke bag på nogen, at ikke bare det at få et like men gerne flere, har stor betydning for, at vi som mødre vælger at dele vores liv samt bidrager til følelsen af at være en ’god mor’. Instagram-moren har brug for fællesskabet i form af, at vi bekræfter hinanden i, at det man gør, er godt nok. Fællesskabet blandt mødre er også med til at udfordre, om det man gør, er godt nok, idet vi sammenligner os med hinanden.

Vores børn
Hele tanken om at være en god mor handler om vores børn, som vi i dag sætter alt vores tid, energi og penge af til. Instagram-moren er meget reflekteret over sin deling af sine børn. Vi deler dog stadig vores børn flittigt, fordi vi er optaget af at dokumentere, hvad vores børn kan, eller hvilket tøj de har på. Vi skal huske at se, hvad vores børn gør, da vores alt-i-et-apparat i hånden kan hæmme nærværet med dem. Vores måde at performe moderskabet på og behovet for anderkendelse må ikke gå ud over vores børn.

Det perfekte liv
I takt med at vi mødre deler ud af vores liv, følger vi ofte også med i andre mødres deling. Vi kender alle sammen Instagram-moren, der deler billeder af det farveløse børneværelse, børnene i mærketøjet samt det ryddelige og pinligt rene hjem, som er et resultat af det ideelle moderskab og idealet om ’den vellykkede familie’.

Der eksisterer her en norm blandt mødre på Instagram om, hvordan moderskabet skal performes gennem fremvisningen af ’det perfekte liv’. Til trods for, at Instagram-moren er bevidst om, at det man ser på Instagram sjældent stemmer overens med, hvordan det ser ud i det offline liv, så kan man alligevel let få følelsen af at fejle inden for den gældende norm om nutidens morderskab.

Man kan stille spørgsmålstegn ved, om Instagram-morens fremvisning af ’det perfekte liv’ er et nyt fænomen. Det virker umiddelbart som om, at vi mennesker altid har været interesseret i at vise vores hjem og børn frem, men at dette er blevet muligt på en anden måde, idet de sociale medier nu er en integreret del af vores hverdag.

Dobbelthed
Vi kan ofte støde på en artikel, som fordømmer det perfekte liv på Instagram, hvilket en stor del af Instagram-mødre selv gør. Her ses der dog en dobbelthed blandt os mødre på Instagram, da vi samtidig finder inspiration i at følge andre Instagram-mødres (perfekte) liv. Dette er endnu en grund til, at selvom vi er bevidste om, at fremstillingen af moderskabet på Instagram ikke altid stemmer overens med virkeligheden, så finder vi en motivation for vores tilstedeværelse på Instagram på grund af de punkter, som jeg har gennemgået.

Så kære mødre, måske er det en idé at stoppe med at forvente likes fra andre og stole på, at du er en god mor, lige meget hvordan du vælger at performe dit moderskab på Instagram.

Kilde: Mødre på Instagram – moderskab som norm og performance af Nicoline Ehlerts Madsen

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide