Lige nu er det højsæson for virus og bakterier i børnehaven og vuggestuen. Her guider Katrine Birk dig til, hvordan du med kærlig akupressur kan booste din babys immunforsvar og undgå nogle af de mange sygdomme.
Nogle gange kan det at aflevere sin guldklump i vuggestuen eller børnehaven føles som at sætte den lille af på bakteriernes banegård. Den ene uge er det snotnæse, den næste omgangssyge, og hvad så med børnesår, skoldkopper og streptokokker? Jeg kender alt til det, for de små er så tætte sammen, når det er koldt udenfor, men jeg ved også, at du kan gøre rigtigt meget selv for at booste din babys immunforsvar, så du kan undgå nogle af de mange sygdomme. Helt slipper vi aldrig, for der er ikke noget unormalt i at være syg, men når man skaber en bedre balance i kroppen, kan nogle af generne altså undgås.
LÆS MERE: Førstehjælp til børn med kolik
Sådan gør du:
1: Udrensningsmassage
Denne lille massage er god til at skabe ro og afgifte kroppen. Den udrensende effekt er både fysisk og psykisk, og den hjælper bl.a. med at rense ud i både farlig kemi og hormonforstyrrende stoffer, så immunforsvaret bliver styrket.
Her finder du punktet: det går fra indersiden af storetåen og opad langs foden. Du skal ramme mellem de knogler, der går fra den anden tå til den tredje tå. Husk at lave massagen på begge fødder.
2: Ankeltryk
Tryk og massage her er godt til at styrke kroppen generelt, men det er særligt godt til at booste immunforsvaret og kan lindre ved fx ømhed i halsen, hoste og tandpine.
Her finder du punktet: det sidder lige ved siden af den inderste ankelkno, lige i det bløde kød, der sidder ved siden af anklen, og i øvrigt ofte vil være ømt.
3: Mavepunktet
Punktet her kaldes også ‘punktet med de 100 virkninger’, fordi det har så mange forskellige effekter rundt omkring i kroppen. Det booster immunforsvaret og er særligt godt mod maveinfektioner, kvalme, opkast, diarre og nedsat appetit. Som bonus er det også godt til at øge energiniveauet hos mor.
Her finder du punktet: det sidder lidt under knæet på ydersiden af benet, fire babyfingres bredde under knæskallen og 1 babytommelfingers bredde ved siden af skinnebenet i musklen. Du får størst effekt ved at trykke på begge ben, men det er ikke nødvendigt.
4: Immunforsvarsboosteren
Et meget kraftfuld immunforsvarsbooster-punkt, som sidder på tyktarmens energibane og derfor er særligt godt til at styrke tarmene, som er en stor del af vores immunforsvar. Det er særligt effektivt mod feber, allergi, hovedpine, øjenproblemer, eksem og rød numse.
Her finder du punktet: det sidder på albuen for enden af ‘albuefolden’. Lige mellem knoglen og den lille revne/fold, der dannes i huden. Lav cirkulerende tryk – på begge sider, hvis du vil være ekstra grundig.
Alle punkterne er gode at massere på begge sider af kroppen, med et roligt, blidt og kærligt tempo. Lyt altid efter dit barns signaler, og lav kun behandlingen, når dit barn synes, det er hyggeligt. Brug 2-5 minutter på hvert punkt, eller hvad du fornemmer passer ind i lige jeres situation.
Du kan finde mange flere beroligende punkter, som du kan supplere med, i Katrine Birk’s bøger ‘Tryk & glad’, ‘Tryk & glad babymave’, ‘Tryk & glad babysøvn’ og den nyeste ‘Tryk & glad babymassage’, som udkommer 22. marts. Har du brug for mere hjælp, kan du med fordel downloade Katrine Birk’s helt nye app ‘Tryk & Glad’. Appen har overskuelige videoguides, så du altid kan have hjælpen til din baby med på farten. App’en ‘Tryk & Glad’ kan downloades nu i både App Store og Play Store.