Søs Bødker Dinsen er 32 år, salgsleder og gift med Frederik på 33 år, som er privat rådgiver. Parret har været ufrivilligt barløse i 3 år og gennemgået 2 spontane aborter og én graviditet udenfor livmoderen, som kostede Søs sin ene æggeleder. Kampen for ønskebarnet var både fysisk og psykisk hård, og de fandt ud af, at de manglede et sted, hvor de kunne spejle sig i andre, dele erfaringer og ikke føle os alene i kampen for ønskebarnet.
Derfor startede de fertilitetsfællesskabet Fertilitetsliv.dk i maj 2017.
Her på siden åbner de i en række klummer op for deres oplevelser med fertilitetsbehandling og det at være ufrivilligt barnløse.
“Bliver vi nogensinde forældre?”
Denne sætning har kørt rundt i hovedet på os i over 3 år – bliver vi nogensinde forældre? Det skulle jo ikke være noget problem, vi er sunde, raske og hverken ryger eller drikker.
Vi besluttede os for at smide præventionen i august 2014 og efter kun 3 måneder, stod vi med en positiv graviditetstest i hånden. Men allerede fem dage efter, begyndte jeg at bløde. Det kom som et chok – en ufrivillig abort, det havde vi ikke tidligere hørt om. Hvorfor lige os? Vi var jo klar til den her lille familie. (Efterfølgende er vi blevet meget klogere, nu ved vi, hvor mange, der egentlig gennemgår en spontan abort).
Vi var enige om ikke at vente, men blot at prøve igen, det kunne jo ikke gå galt to gange i træk. Op på hesten og efter kun 3 måneder stod vi igen med en positiv graviditetstest i hånden. Hold nu op, hvor var vi lykkelige, vi skulle alligevel være forældre.
Jeg gik 6 dage over tid og jeg blødte ikke. Jeg var rædselsslagen hver gang jeg gik på toilettet, jeg var bange for at abortere igen.
Noget er helt galt..
Da jeg var gået syv dage over tid, fik jeg stærke smerter i underlivet. Det føltes som om, der blev jaget en kniv op igennem mit underliv. Jeg sad på toilettet og var ikke i stand til at rejse mig. Jeg græd og borede mine negle ind i flisevæggen på badeværelset. Smerten var uudholdelig.
Efter noget tid fik jeg kæmpet mig tilbage i sengen, herefter aftog smerterne en smule. Næste morgen tog jeg kontakt til min læge, sekretæren mente dog, at det kunne være tegn på ligamentsmerter.
Om natten vendte de ulidelige smerter tilbage, jeg havde så ondt, jeg kunne hverken gå eller stå.
Morgenen efter kontaktede jeg igen lægen, de bad mig komme med det samme. Jeg fortalte sygeplejersken om mine smerter og hun hentede lægen. Lægen var ikke i tvivl og tog med det samme kontakt til Skejby sygehus.
Da vi ankom til Skejby Sygehus, fik jeg igen rigtig ondt, jeg havde kvalme og var meget tæt på at besvime.
Jeg blev undersøgt og scannet og det viste sig, at graviditeten sad udenfor livmoderen. Jeg skulle opereres. Jeg brød fuldstændig sammen. Hvorfor ville det ikke lykkes? Hvorfor kunne min krop ikke holde på det? Der fløj tusinde spørgsmål rundt i mit hoved.
Jeg blev lagt i fuld narkose og opereret, det viste sig, at graviditeten sad kompliceret, og de var nødsaget til at fjerne den højre æggeleder.
Efterfølgende skulle vi sunde os, det var hårdt både fysisk og psykisk. Heldigvis var vi rigtig gode til at tale tingene igennem og støtte hinanden.
Efter fire måneder stod vi igen med en positiv graviditetstest i hånden. Vi var så glade for, at det alligevel lykkedes, selvom jeg manglede den højre æggeleder.
Allerede 4 dage efter begyndte jeg at bløde, jeg havde fået endnu en spontan abort.
Klar til fertilitetsbehandling
Vi blev fuldstændig slået ud. Håbet forsvandt lige så stille. Vi var ramt. Vi havde svært ved at trække os op igen. Frederik var ikke klar til at søge hjælp, det var jeg…
Vi besluttede os for, at prøve på egen hånd igen, men efter 9 måneder uden graviditet, besluttede vi os for at gå til lægen for at få en udredning.
Vi bestilte en tid hos vores læge, som herefter sendte os videre til Aagaard Fertilitetsklinik i Aarhus. De var utrolig søde og fortalte os, at det var en fordel, at vi selv havde opnået graviditet.
De tjekkede Frederiks sædkvalitet og om der var passage i min venstre æggeleder, alt var i den skønneste orden.
Klar til Insemination (IUI)
Vi var nu klar til at påbegynde inseminationsbehandlingen IUI.
Vi fik tre inseminerings forsøg, desværre uden resultat, det var hårdt, især når vi kom til testdagen og fik det negative resultat.
Det fjerde forsøg slog os helt omkuld, vi sad på klinikken og skulle ind at insemineres. Jeg kunne mærke gråden presse sig på. Alle de hormoner, som Frederik stak mig med hver aften, gjorde det ikke bedre.
Fertilitetslægen, der skulle stå for insemineringen kaldte os ind på stuen. Jeg blev herefter lagt op på en briks, hvor insemineringen skulle foregå. Efter insemineringen var foretaget, skulle jeg ligge og slappe af i ti minutter. Efter lægen var gået, kiggede jeg op på Frederik, vi brød begge total sammen. I det øjeblik ramte vi muren, vi nåede et punkt, hvor det gik op for os, at det måske aldrig ville lykkes. Fjerde gang skulle heller ikke være lykkens gang.
Vi besluttede os for at tage et sidste inseminationsforsøg, Frederik var ikke klar til at gå videre til reagensglasbehandling.
Jeg gav det et sidste inseminationsforsøg, som desværre heller ikke bar frugt. Vi blev nu henvist til Fertilitetsenheden i Horsens og reagensbehandling også kaldet IVF.
Næste indlæg vil omhandle vores videre færden i fertilitetsverdenen.
