Den 7. januar 2019 blev min verden vendt på hovedet, da jeg blev til en lille pige seks uger for tidligt. Du kan læse første del af fødselsforløbet HER. 

Klokken 19.49 var vores lille pige ude, og jeg nåede at få et lille glimt af hende, mens de bar hende ud af operationsstuen, for at tjekke om alt var godt. Min kæreste fulgte med børnelægen, mens jeg lå og blev syet sammen.

Efter lidt tid kom de dog tilbage igen. Fordi hun havde det så fint, var de blevet enige om at gå ind til mig igen, så jeg lige kunne nå at få et ordentligt syn af hende og give hende et kys på panden, inden hun skulle op på neonatal-afdelingen. Min kæreste fik lov til at tage med hende, mens jeg først skulle syes sammen og derefter videre til opvågning.

Da de havde lukket mig op, kunne de se, at fostervandet var grønt, og en af de hvide kitler udbrød, at hun “aldrig havde set en moderkage, som min, før”. Det viste sig, at den var muteret (pga. en genfejl) og var både forkalket og havde et hul i midten, hvilket var grunden til, at min lille pige til sidst ikke voksede, som hun skulle. Noget, som ingen scanninger havde kunne vise, men først blev konstateret, da der blev åbnet op for mig. Jeg skulle give dem grønt lys til at måtte tage billeder af moderkagen og til at måtte tage den med på konference. Samtidig roste de mig meget for at have reageret på min mavefornemmelse og være taget ind på sygehuset.

Efterfølgende blev jeg kørt til opvågningen. Hvor længe jeg lå her, har jeg ingen ide om. Jeg lå og prøvede at forstå, hvad der lige var sket, og adrenalinen kørte rundt i mig, hvilket gjorde at jeg rystede som en sindssyg. Jeg havde fået at vide, at min kæreste ville møde mig ved opvågningen, men han var der ikke, og selvom jeg forsøgte at bevare roen og tro på det bedste, kunne jeg ikke lade være med at panikke lidt over, om der mon var sket noget, siden han ikke kom. Jeg prøvede at samle mig ovenpå hele oplevelsen og kunne stadigvæk ikke rigtigt græde af hverken lykke eller chok, da jeg vidste, at hvis jeg “gav slip” på følelserne, ville jeg ikke kunne stoppe igen. Det var så underligt for mig at ligge dér, med ældre mennesker omkring mig, som lå med diverse skavanker, mens jeg lå dér og lige havde født en baby!

Samtidig havde jeg ingen ide om, hvor længe jeg skulle ligge på opvågningen. Og vidste heller ikke, hvordan min lille pige havde det. På det her tidspunkt ville jeg virkelig gerne have haft min telefon, så jeg i det mindste kunne komme i kontakt med min kæreste. Især fordi, at selvom personalet på opvågningen var rigtig søde, så kunne de ikke rigtigt give mig svar på mine spørgsmål om, hvor han var, og om alt var okay.

Efter at have ligget der, i hvad der føltes som en evighed (og sikkert kun var en halv- til en hel time), dukkede min kæreste stolt og lykkelig op og fortalte mig, at alt stadig var godt. Hun havde en kampvægt på 1675 g, og han viste mig billeder af vores lille mirakel.

1675 g lyder måske ikke af meget. Men jeg var faktisk super lettet, idet hun var skønnet til 1500 g, og det var jo bare et skøn, så hun kunne også have vejet meget mindre. Så selvom det måske for nogen kan lyde lidt mærkeligt, at man er lettet over at have fået en baby, der ikke vejer mere end det, så var det virkelig godt nyt.

Derefter fik jeg et go til at blive kørt på barselsafsnittet, hvor jeg havde fået en stue, og hvor jeg fik smertestillende udleveret, indtil jeg endelig fik lov til at blive kørt op på neonatal for at være sammen med min datter.

Overalt på min vej blev jeg lykønsket med den nye titel, og alligevel tog jeg det ikke rigtig til mig. Jeg fattede det virkelig ikke. Hvilket jeg godt kan fortryde nu. At jeg ikke sugede det mere til mig. Men jeg kunne ikke fatte, hvad der lige var sket. Det var jo meningen, at vi bare skulle have kørt en strimmel og så hjem og have aftensmad. Nu var vi pludselig nogens forældre.

Da jeg kom op på neonatal, fik jeg endelig lov til at være sammen med min lille pige. Det var den mest fantastiske følelse endelig at være forenet igen, men jeg havde absolut ingen ide om, hvad der fulgte med, når man føder for tidligt… Men mere om det i næste indlæg 🙂