Moderskab

De hyppigste graviditetsgener du vil opleve som gravid

De hyppigste graviditetsgener du vil opleve som gravid

Selvom det kan være utrolig hårdt at være gravid med alverdens graviditetsgener, så husk på, at der vokser et barn inden i dig. Så selvom de første mange måneder for rigtig mange, kan være hårde at komme igennem, så skal man bare huske sig selv på, at der sker noget godt i kroppen og der kommer noget fantastisk ud af det i sidste ende.

LÆS OGSÅ: Silikonebryster & amning: Kan man det?

Her giver vi dig de typiske gener i starten af graviditeten, altså de første uger og måneder, for nogle stopper de i uge 12, andre stopper de først i uge 20. Det er meget individuelt, hvordan man oplever en graviditet.

Kvalme
Rigtig mange kvinder oplever kvalme i graviditeten i mere eller mindre grad. Nogle kvinder kaster op om morgenen, mens andre gør det midt på dagen eller om aftenen. Få gange er der nogle, der rammes alle tider i døgnet, og man skal derfor sørge for at få en masse væske i form af vand, da man kan dehydrere ved at kaste op jævnligt. Man ved ikke, hvorfor gravide får kvalme, men det er nok ændringerne i hormonerne, der gør det. Er man som gravid bekymret for graviditeten, kan dét faktisk også øge tendens til kvalme.

Prøv at undgå tom mave, så hav snacks med i tasken og sørg for hele tiden at spise og drikke, hvis det er dét, du har lyst til. Få masser af frisk luft, gå en rask tur eller hop på cyklen, det får også tankerne lidt væk, som også kan hjælpe. Nogle gravide rådes til at prøve akupunktur, det er jo også forsøget værd – ellers kan man købe kvalmestillende piller eller prøve et Sea-Band akupressurarmbånd.

Opkastning
Det er faktisk også helt normalt at kaste op, når man er gravid. De mange hormoner suser rundt i kroppen, og kan medføre opkast i forbindelse med din kvalme. Typisk kaster man op om morgenen, men andre er også ramt af aftenkvalme.
Lider du af opkast, skal du stadig sørge for at spise og drikke, fordi det er bedre at have noget at kaste op, andet end blot at kaste galde op. Derfor er det bedst at spise lidt, således din mave også har noget at arbejde med. Undgå stærk og grov mad, det er rarere og nemmere at kaste blød mad op, hvis man alligevel forventer at kaste op.
Du skal ikke bekymre dig om barnets velvære, det skal nok få sin næring. Hvis blot du får dine vitaminer, så skal barnet nok klare sig inde i maven.

Murren
Tidligt efter at du har stået med de 2 streger i hånden, kan du begynde at få menstruationslignede smerter eller små stik og jag i underlivet, som faktisk allerede er livmoderen, der udvider sig og gør klar til baby. Det er trods alt dit barns hjem, de næste mange måneder 😉

Det kan godt gøre ondt i underlivet, endda så meget, at du når at blive bekymret. Det behøver du ikke nødvendigvis at være, det kan nogle gange krampe rigtig meget og gøre rigtig ondt, men det er faktisk meget normalt. Hvis du bliver bekymret, skal du dog ikke holde dig tilbage fra at kontakte lægen, som kan komme med gode råd eller tjekke om alt er, som det skal være. Mange gravide bekymrer sig om spontane aborter i de første mange uger af graviditeten, dog er chancen for spontan abort for en sund og rask kvinde er meget lav, men der er dog nogen, der oplever flere aborter i starten af graviditeten, hvilket også øger ens bekymring om mulige smerter, om der er en sammenhæng. Opsøg læge, hvis du begynder at bløde!

Træthed
Som gravid vil du højest sandsynlig hæmmes af en utrolig træthed på et tidspunkt i graviditeten. Det er der ikke noget at gøre ved, andet end at du må tage dine vitaminer og huske din jernpille (efter uge 10 helst). Det er meget normalt, at du tager en lur, når du kommer hjem fra arbejde, og vågner op for at spise aftensmad og sikkert går i seng igen kl. 21. Man er træt, og det er jo helt forståeligt, når kroppen er ved at lave et lille menneske.

Ømme bryster
Nogen kan først se og mærke ændringer i brysterne sidst i graviditeten, hvor andre allerede kan se/mærke en forskel, inden de står med en positiv test. Især dine brystvorter kan være ømme, og det er også helt naturligt. Du kan allerede tidligt i graviditeten begynde at tænke på at købe graviditets-BH’er, som er med til at støtte de ømme, forstørrede bryster.

LÆS OGSÅ: Forstå dit barn ud fra dets stjernetegn

Mærkelige spisevaner
Det er ganske naturligt at få såkaldte ”cravings” som gravid. Det kan måske være, at du ikke kunne fordrage syltede agurker eller saltlakrids, før du blev gravid, men pludselig har umådeligt meget lyst til det nu. Og typisk er det sådan, at når du får lyst til noget, skal det være NU! Det kan ikke vente, du skal have din mad med det samme, ellers føltes det som om, at verdenen går under! 😉
Rigtig mange gravide oplever faktisk, at de får lyst til usunde ting såsom McDonald’s, hvidt brød, slik, chips, cola osv…. Det er også ganske naturligt, men prøv alligevel at spise en gulerod eller et æble, når sulten trænger sig på.

Hyppig tissetrang
Din voksende livmoder og urinblæren ligger utrolig tæt op ad hinanden, så du kan få øget tissetrang allerede fra starten af din graviditet, da livmoderen allerede vokser. Du kan også blive præget af at vågne op flere gange om natten med tissetrang, og måske kun klemme få dråber ud. Husk dog på, at hvis det gør ondt, når du tisser eller dit urin lugter kraftigt, så få tjekket om du har blærebetændelse, det er der mange gravide der døjer med.

Humørsvingninger
Selvom du er den mest positive og glade person i hele verden, kan du altså godt blive ramt af nedture under graviditeten. Det er meget normalt at få humørsvingninger, det er hormonerne der raser derudaf. Det kan godt være svært at være din mand eller kæreste i disse perioder. Måske tager han ikke opvasken af sig selv eller trækker ikke støvsugeren ordentligt, som kan få dig op i det røde felt (Mere end normalt). Dine tanker kan også påvirke dit humør, fysisk skal du nemlig vænne dig til kroppen ændre sig, og psykisk skal du vænne dig til tanken om, at du skal være mor.

Forstoppelse
Kvalmen, som vi nævnte tidligere, kan være årsag til ændrede spise- og drikkevaner, så dette kombineret med en masse hormoner i kroppen, kan føre til forstoppelse. Man kan især blive ramt efter uge 10, hvor du skal begynde at spise jernpiller, da jern ofte kan medføre forstoppelse. Drik derfor rigeligt væske!

Øget lugtesans
Lige pludselig kan du ikke fordrage lugten af parfume eller røg eller noget helt tredje. Din lugtesans kan sammenlignes med en jagthunds, synes man nok selv, som gravid. En øget lugtesans kan også være årsag til manglende lyst til noget bestemt mad og drikke.

Kilde: Jordemoderforeningen 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *