Moderskab

Moderskab har ingen alder

Foto: Shutterstock

Når vi ser noget, vi føler, er ude for normen, kommer fordommene. Vi undres, rynker på øjenbrynene, generaliserer og dømmer. Vi er fordomsfulde.
ChriChri har talt med to kvinder, der hver især har mærket fordommene på egen krop, fordi deres valg ikke afspejlede normaliteten. De valgte at blive mødre, og det i en alder, der gav stirrende blikke fra omverdenen.

”Det er den ubetingede kærlighed, du får til et andet menneske.”Svaret er det samme, og det kommer uden tøven fra begge kvinder, da jeg, helt uafhængigt af hinanden, spørger dem, hvad det største ved at blive mor er. Der er små 25 års forskel på Philippa og Mette, men følelsen er ikke til at tage fejl af. Kærligheden til det lille nye væsen er nærmest ubeskrivelig og uforklarlig, og det er uanset hvilket årstal, der står på moderens dåbsattest.

På papiret ser de meget forskellige ud. Den ene er 20, den anden er 45. En af dem sidder på skolebænken fra klokken 9.00. – 15.00., den anden er selvstændig karriekvinde med virksomhed i midten af København og har som udgangspunkt aldrig fri. Den ene klarer alle hjemmets opgaver på egen hånd, og den anden har været sammen med sin mand i 15 år. Udgangspunktet er langt fra hinanden, men en ting har de tilfælles; Philippa og Mette, og det er omdrejningspunktet i deres historie, som starter, da de begge vælger at få deres første barn i en henholdsvis tidlig og sen alder. En alder der gjorde, at fordommene blev vækket til live.

“Kærligheden til det lille nye væsen er nærmest ubeskrivelig og uforklarlig, og det er uanset hvilket årstal, der står på moderens dåbsattest.”


Stemplet af omverdenen

”Min første tanke var fuck.” Ordene er Philippas, hun er 20 år gammel og mor til Lucinda på to, der kom til verden i sommeren 2012. Philippa er alene med datteren, og det, i kombination med, at hun var meget ung, da Lucinda blev født, har gjort, at fordommene har været mange, og kommentarerne hårde.

”Folk er iskolde, og de forsøger ikke at spørge ind til din situation eller noget, de kommer bare med en masse konklusioner, som de smider i hovedet på dig,” fortæller Phillipa.

Udover de mange direkte konfrontationer Phillipa har mødt, har hun også kunne mærke blikke og snakken i krogene i den lille by, hvor hun er født og opvokset. Snakken gik blandt andet på, hvordan Philippa nu skulle klare det økonomiske, at hun var ustabil, og at hun aldrig ville kunne klare at tage vare på lille barn på egen hånd. ” Ja, det har jo ikke været det nemmeste i verden at lægge øre til. Jeg vil sige, at det er nemt nok bare at være mig og Lucinda, men ude blandt folk har det være hårdt,” siger det unge mor.

Trods den hårde start på rollen som mor, så lyder Philippa overraskende stærk og ikke umiddelbart som en person, man lige tager modet fra, hvilket i den grad har hjulpet hende. I starten var hun meget undskyldende overfor de folk, der kom med negative kommentarer, hvorimod hun i dag reagerer helt anderledes.
”På et tidspunkt gider man bare ikke mere, og så tænker man, jeg skal sørme vise dig, at jeg kan klare det her, og så er det den anden person, der bliver til grin efterfølgende,” siger hun med en hvis stolthed i stemmen.

Med mor på job

For 45-årige Mette var fordommene anderledes særligt fordi, at det i hendes omgangskreds var ganske normalt at få børn på den anden side af de 40. I starten grinte folk derfor bare, når de hørte, at den festglade kvinde, der ikke altid har haft børn som en del af planen, nu skulle til at skifte ble og læse godnathistorie.

”Jeg mødte ikke som sådan nogle fordomme til at starte med, folk var mere sådan ’velkommen i klubben,’” fortæller Mette, mens hun smågriner.

Inden titlen som mor blev en realitet, havde Mette levet det fede liv med fester, rejser på månedlig basis, spontane restaurantbesøg og en karriere, der tog tid. Meget tid. Denne karriere fortsatte på højt blus, da hun blev selvstændig for små syv år siden, og det var en af de ting, som hun ikke ville lægge på hylden bare fordi, at hun nu kunne kalde sig mor. Mette valgte derfor helt bevidst at droppe den lange barsel med mødregrupper, babybio og gåture med barnevogn. ”Som selvstændig er der ikke noget, som hedder barsel. Der var ingen kære mor, det var efter kejsersnit og så bare under armen og af sted. Desuden er jeg slet ikke typen, der kunne gå på barsel i et år,” fortæller hun.

“Mette valgte derfor helt bevidst at droppe den lange barsel med mødregrupper, babybio og gåture med barnevogn”

Det er tydeligt at mærke energien hos Mette, og da hun fortæller om, hvor hårdt det var de første år i Annas liv, hvor hverken mor eller datter sov om natten, så er det med et overskud i øjnene, der vidner om, at der her sidder en kvinde, man ikke sådan kan slå ud. Hun var derfor også meget kontant i sin tilbagemelding til dem, der undrede sig, kom med stikpiller og lignende grundet Mettes valg om at fortsætte sin karriere, selvom der nu var et familiemedlem mere i hjemmet. Et familiemedlem, der krævede sin mors fulde opmærksomhed. ”Om jeg er hjemme eller et andet sted er jo underordnet – barnet sover jo,” slår Mette fast.

Selvom det var hårdt at balancere både karrierekvinden og rollen som mor til at begynde med, fortryder Mette ikke sit valg om at fortsætte sin virksomhed.

”Altså min datter har siddet i sådan en rød klapstol i de her lokaler, siden hun kom ud. Det fungerede fint. Den står faktisk stadig nede i kælderen,”siger hun smilende og ligner en, der sagtens kunne finde på at gå ned efter stolen, hvis jeg nu krævede beviser.

Det store valg

Begge kvinder er godt klar over, at tidspunktet, de valgte at blive førstegangsmor, ikke bifaldes af alle, men alligevel fortryder de ikke, og på hver deres måde var graviditeten planlagt. Næsten i hvert fald.

”Jeg har altid vidst, at jeg ville være mor tidligt,” fortæller Philippa, hvis mor var 24, da hun fødte. Alligevel var Philippas graviditet ikke planlagt, hvilket også er grunden til, at Lucinda i dag ikke har nogen kontakt til sin far. Til trods for, at det hele kom lidt bag på Philippa, var hun ikke et sekund i tvivl, da det første chok havde lagt sig. ”Jeg vidste bare, at det var det rigtige. Jeg kan huske, at jeg stod foran spejlet på badeværelset, og der røg 1000 tanker igennem hovedet, men jeg kunne også mærke, at det egentlig var helt fint.”

Sin unge alder taget i betragtning føler Philippa ikke, at hun går glip af noget, eller at morrollen var svær at tage på sig. Tværtimod. ”Jeg føler, at jeg har været mor altid. Det er en opgave, jeg har fået, og det er en opgave, jeg fuldender. Det er mit livsprojekt, og det er det mest rigtige for mig.” Og med den udmelding må man gå ud fra, at de vilde byture med veninderne ikke er noget, hun savner specielt meget. ”Jeg magter slet ikke tømmermændene,” griner hun.


Et hoppende sæt bedsteforældre

Philippa ser positivt på sin alder og glædes over de fordele, der kommer ved at være blevet mor i en så ung alder. ”Altså Lucinda har jo for eksempel to meget unge bedsteforældre, der har et kæmpe overskud, og som uden besvær kan hoppe i trampolin med hende.” Udover en mormor og morfar, der så let som ingenting kan agere legekammerat, så er Philippa også glad for, at hun har rigtig mange år sammen med Lucinda, netop fordi hun fik hende som ung, og hvad hendes egen ungdom angår, så er den ikke nødvendigvis helt forbi. ”Jeg kan jo blive ung igen, når jeg bliver 37,” siger den unge mor, som glæder sig over, at hun har masser af år til at få skabt sig en god karriere, når Lucinda er blevet lidt ældre.

Da jeg spørger ind til, om der er nogle ulemper ved at give slip på sin ungdom og i stedet varetage sig det største ansvar, man som person kan have, tænker Philippa længe, før hun kommer med et svar. ”Det rent psykiske,” siger hun forsigtigt i den anden ende af røret. Der er ingen tvivl om, at de mange fordomme, folks hårde ord og faste meninger samt de meget dømmende kommentarer, hun har fået med på vejen, har været en hård omgang at komme igennem. Men de har også givet hende blod på tanden til for alvor at vise, at dette er en opgave, hun sagtens kan magte. Helt på egen hånd.


Først når festen er forbi

”Det er jo bare ikke sjovt at leve det vilde liv, når man er 50 – det er altså sjovere, når man er 25.” Det er helt tydeligt, at Mette ikke har været klar eller haft lysten til at blive mor, før hun havde festet igennem, og derfor var beslutningen om at få et barn i en alder af 40 år også meget bevidst og gennemtænkt. ”Det var en kæmpe fordel for mig at blive mor i så sen en alder, for det gjorde, at jeg ikke var nysgerrig mere. Jeg havde oplevet det meste, og derfor var tidspunktet godt for mit vedkommende.”

Udover at Mette var blevet mættet som menneske og derfor følte, at det var tid til at få flyttet fokus, så har hun også hele tiden været fast besluttet på, at økonomi og sind skulle være i orden, før hun blev mor. ”Det var vigtigt for mig, at der var en ro både mentalt, men også økonomisk, før jeg fik barn,” fortæller Mette, der godt ved, at den økonomiske frihed, hun har, gør, at Anna til tider bliver forkælet lidt rigeligt. ”Det mener faderen i hvert fald,” griner hun, og beviser derved, at det ikke er noget, hun har tænkt sig at stoppe med. Ikke lige nu i hvert fald.

Selvom Mette ligger i den højere ende af aldersskalaen, når hun henter Anna i børnehaven, så skiller hun sig ikke synderligt ud fra de andre forældre hverken af syn eller sind. Måske er det fordi, at hun lige giver den lidt ekstra gas, når det kommer til motion. ”En af de goder, der er ved at få et barn så sent, er, at jeg er nødt til at holde mig i form, for jeg vil jo ikke ende på plejehjem, inden Anna er flyttet hjemmefra, og derfor går jeg meget op i at holde mig frisk,” fortæller hun.

Men alderen har også nogle konsekvenser. ”Altså chancen for, at Anna får søskende er nok ikke så stor,” siger hun, og fortæller videre, at hun aldrig har ønsket at få to børn lige i rap, da det i hendes optik ville have været for hårdt, og fordi hun hellere ville give det første barn den fulde opmærksomhed. Det bliver derfor ikke til den helt store børnefolk hjemme hos Mette og manden, men det er de nu meget indstillet på. ”Jeg håber dog ikke, at Anna bliver lige så sær som hendes far til tider er. Han er enebarn, og det kan mærkes,” griner Mette højt med et glimt i øjet.

 

Drømmen om et fodboldhold

Philippa og Mette er to enestående kvinder. De har nok haft deres at kæmpe med grundet deres valg, og særligt Philippa har måtte lægge øre til mange hårde ord, men det har ikke slået dem ud, og hver dag bliver de beriget med en kærlighed, som får dem til at glemme alle fordomme, søvnløse nætter og grædende børn. Den ubetingede kærlighed. Morrollen er for dem begge det bedste, der er hændt dem, og det de er mest taknemmelige for. Selv på de hårde dage.

“Morrollen er for dem begge det bedste, der er hændt dem, og det de er mest taknemmelige for”

Efter at jeg har talt med Philippa i små tre kvarter, fornemmer jeg, at hun er en person med ben i næsen. Hun er viljefast, beslutsom, hun står indenfor, hvem hun er, og hun står op for sig selv. Ingen skal knække hende.

På spørgsmålet om, hvilke værdier hun finder det vigtigst at give videre til Lucinda, er det ordet målrettet, der kommer først. ”Og så skal hun tro på sig selv,” siger Philippa. ”Det har jeg gjort. Altså selvfølgelig har jeg nogle gange også bare sat mig til at tude, men det nytter jo heller ikke noget.”

Det at være målrettet ses også tydeligt hos den unge mor, der allerede nu har en plan for, hvad der skal ske med hensyn til uddannelse og karriere, så de næste otte år er sikret. Så godt som man nu kan i hvert fald. Det kunne jo være, at der kom et eller to børn, der lige forsinkede planen. ” Jeg skal jo have et helt fodboldhold,” griner hun, og forsikrer om, at hun nok skal få opfyldt alle sine drømme både hvad angår karriere og børn. ”Jeg har jo masser af år til at nå det hele i,” slutter hun.

Alder er jo bare et tal

”Hun skal være et selvstændigt lille individ, og hun skal kunne klare sig selv.” Ikke overraskende nok kommer ordene fra Mette, som med egen virksomhed må siges at følge de anbefalinger fuldt ud.

Derudover vil hun forsøge, så godt hun kan, at sikre sig, at hendes lille pige bliver et godt menneske, der behandler andre mennesker, som hun gerne selv vil behandles. ”Åhr ja, det er selvfølgelig svært at sige, for det er jo en ond ond verden, vi lever i i øjeblikket,” siger Mette, og fortæller, at hun faktisk overvejede, om man overhovedet burde sætte et menneske i verden, når fremtiden er så usikker, som den er. ”Men så igen vi kan jo ikke bare stoppe helt med at føde børn, for så går det hele jo i stå,” slår hun fast.

Interviewet med Mette er forbi, men mens jeg er i gang med at pakke mine ting sammen, siger hun pludselig: ”Ej, ved du, hvad Anna sagde i morges? Hun sagde, ”mor, du er en lort.” Altså hvor får de det fra?,” siger hun, mens hun ler. Jeg trækker selv på smilebåndet og tænker, at Anna nok ender med at blive lige så frisk, direkte og åbenmundet som sin mor. En man føler sig godt tilpas ved at være i selskab med, også selvom man bliver konfronteret med ordet ”lort” i ny og næ.

Philippa og Mette er to vidt forskellige personer med hver sin baggrund, historie og livsstil, men en ting deler de, og det er glæden ved at være blevet mor.

Der er mange forskellige mødre derude, og det eneste, vi kan vide med sikkerhed om disse mødre, er, at hver enkelt af dem er den bedste mor, hun kan være for sit barn. Og det uanset alder.

Mette har valgt at være anonym i artiklen. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige navn.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *