Den første tid efter fødslen

Det kan godt være rimelig forvirrende at blive mor. Både første, anden, tredje – ja alle gange! Vi har allieret os med ammevejleder Sara Degn, der vil skrive om amning og den første tid med din lille baby. Den første artikel handler om den første tid med din baby.

De første dage hjemme

Når I kommer hjem fra hospitalet, eller hvis I har født hjemme og jordemoderen er taget afsted, er I for første gang alene, som en lille ny familie.

Det er meget forskelligt hvordan nye forældre gør ift. at få besøg. Nogen har brug for ro og hvile, og vil gerne vente med at få besøg, andre kan slet ikke vente, og kan måske heller ikke vente til første tur ude, sammen med den lille ny. Det er meget individuelt, og der er ikke noget som er mere rigtigt end andet. Men jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at I giver jer selv tid og ro og masser af hvile til mor i starten. Især hvis det er planen at mor skal amme, så har hun brug for ro og hvile, da dette er vigtigt for ammeetableringen. At være en lille ny familie for første gang er meget specielt, og alting vil føles som om, at det er vendt på hovedet. Men alting skal nok blive normalt igen, men nu med en lille baby. Der kan gå uger og måneder, men tiden skal nok komme.

I skal mærke efter hvad jeres behov er. Familie og venner vil gerne komme og besøge jer, og møde det lille ny vidunder, og det er jo helt forståeligt. Der er da ikke noget mere fantastisk end en lille nyfødt baby! Det kan være, at du føler dig ok med at få gæster. Du kan også føle dig helt udmattet, og som om at du er ved at falde fra hinanden, pga. manglende søvn og generne efter fødslen. Det kan også rent mentalt tage nogle dage at komme sig over fødslen. Derfor er det altså helt ok at bede folk om at vente lidt med at komme på besøg. Det er vigtigt, at både mor og barn skal komme sig ovenpå fødslen. Der kan være det helt tætte familie, som kommer på besøg og også hjælper til, men der kan også være den del af familien, som kun vil komme for at kigge på baby for så at køre igen. Og de besøg må I som familie gerne udskyde lidt. Dig, din baby og din partner (hvis du har en partner) er en lille ny familie, og I er det vigtigste.

 

Natten til barnets 2. døgn.

Desværre glemmer mange at fortælle nye forældre om natten til det 2. døgn, med en lille nyfødt. Det første døgn sover babyen nemlig rigtig meget. Det søger brystet for at spise lidt, men falder hurtigt i søvn igen. Der er forskellige teorier for, hvorfor det er sådan den første nat. Nogen mener at babyen lige skal komme sig ovenpå en meget stresset fødsel (fordi det er stressende at blive født), og derfor har brug for hvile. Andre mener at det er sådan, så mor kan bruge det første døgn på at komme sig ovenpå fødslen.

Men så kommer nat nr. 2. Mange familier er her hjemme igen fra sygehuset på denne nat. Her oplever mange, at babyen begynder at græde meget, ammer meget og ikke har lyst til at ligge for sig selv. Her går mange forældre i panik og ved slet ikke, hvad de skal stille op, og tror måske, at det er sådan, deres baby vil være for altid. Det er som om, at det er på det her tidspunkt, at det går op for deres baby, at nu er han/hun ikke længere inde i de trygge og varme omgivelser inde i mors mave, hvor hendes stemme og hjerteslag desuden kunne høres hele tiden. Mange oplever, at her på 2. natten vil baby amme rigtig meget. Men her skal mælkeproduktionen også sættes op. Mælken løber nemlig typisk til på 3. dagen. Jo mere din baby ammer, desto mere mælk danner du. Det er altså helt normalt, at din baby vil amme rigtig meget her. Det vil du desuden også opleve i perioder senere hen med din baby, da din baby i perioder vil sætte mælkeproduktionen op. Det er oftest også i forbindelse med deres udviklingsspring. På 2. natten har din baby brug for din varme, at være tæt på dig og høre dit hjerteslag. Her kan du med fordel lægge dig i sengen med din baby, hud mod hud. Hvis du forestiller dig, at du vil amme, kan du lægge din baby til ofte, da din baby har brug for at sætte mælkeproduktionen op og for at være tæt på dig. Mange mødre bliver her i tvivl om babyen får nok mælk. Indtil mælken er løbet til får babyen råmælk. Mange familier bliver rådet til, at give deres baby modermælkserstatning indtil mælken løber til, men babyen har egentligt ikke brug for modermælkserstatning (nb. der kan være nogle tilfælde, men det vil jordemødrene fortælle jer). Hvis din baby lægges til så ofte som muligt, både inden mælken er løbet til og efter, vil din baby få den mælk, som han/hun har brug for.

 

Hvilke følelser er på spil?

Når I har fået jeres lille baby i armene, vil I opleve, at der kommer en hel masse følelser på spil. Det er helt normalt både at være lykkelig, men også at være bekymret for den tid som I går i møde. Måske kommer følelserne helt bag på dig. Disse følelser kan du have både som førstegangsfødende men også som flergangsfødende.

 

I vil opleve at alting er fuldstændig overvældende, skræmmende, udmattende og helt igennem fantastisk. For mange forældre kommer det som et chok, alt det, som det at få en lille ny fører med sig. Mange nye forældre har måske aldrig holdt et barn før, eller måske har ingen af deres venner fået børn. Mange bor også langt væk fra familien, og kan derfor ikke få så meget hjælp. Måske arbejder bedsteforældrene stadig, og har ikke tid til at komme og hjælpe til. Mange har simpelthen ikke det netværk omkring sig, som man havde for bare 30-40 år siden. Desværre oplever mange nye mødre at være helt alene omkring opgaven. Mange mødre føler sig utrolig alene. Det kan virke underligt, nu da mødrene rent faktisk ikke er alene, med en nyfødt i armene, det meste af dagen.

 

Mange mødre savner deres ‘gamle liv’, livet de havde før babyen kom til verden. Inden fødslen og inden graviditeten fyldte for mange mødre de sociale begivenheder meget. Efter fødslen er der ikke længere tid til de samme aktiviteter, som der var tidligere. Hvis ikke at mødrenes veninder er begyndt at få børn endnu, kan de have følelsen af, at der er en masse som de går glip af. For mødrene handler det ikke længere om den nye restaurant med seks retter og drinks, men om frygten for at hendes baby ikke trives, ikke får nok mælk eller noget helt tredje. Du har helt sikkert stadig kontakt til dine veninder, men det er stadig helt normalt at savne dit gamle liv. Det kan også være, at du har et arbejde, hvor du dagligt taler med en masse mennesker, og nu da du ikke er på arbejde for en periode, er det helt normalt at savne den hverdag, som du har haft.

 

Når det igen bliver ‘hverdag’

På et tidspunkt vil du opleve, at nu er det ved at blive en slags ‘normal hverdag’ for jer. På et tidspunkt vil I føle, at I har vænnet jer til hinanden, og i takt med at jeres baby vokser, vil I få mere overskud. Spædbarnsfasen går over på et tidspunkt. Men det er ikke for at sige, at det bliver piece of cake. Du er stadig ved at finde dig selv i det med at være en forælder, og du får nok stadig ikke en god nats søvn. Måske ammer du hele natten, eller er oppe for at lave flasker i løbet af natten. Du vil højst sandsynligt stadig være ret udmattet, og have følelsen af, at du konstant skal nedprioritere dig selv, fordi der er en lille baby, som hele tiden kommer i første række. Det er udmattende med helt små babyer, som er i konstant udvikling. Og når I har følelsen af, at nu er denne ene fase endelig ovre, så venter der en ny fase lige rundt om hjørnet.

 

Hvis du har en baby, som har brug for at være tæt på dig, hele dagen (som for øvrigt er ganske normalt), så kan det være ekstra hårdt, og overskuddet er der måske ikke rigtig til det helt store, selvom du egentligt gerne ville have støvsuget, ryddet op efter morgenmaden eller have været der lidt ekstra for dit ældste barn (hvis du har flere børn). De dage hvor du synes, at det er ekstra hårdt, der kan det være, at du skal forkæle dig selv lidt.

 

Der kan være forskellige måder at forkæle sig selv på. Men det kan være, at det kan hjælpe dig lidt, hvis du tager en dag inde i sengen sammen med baby. Her kan I med fordel ligge helt tæt, hud mod hud. Du kan enten have din baby liggende ovenpå dig, eller ved siden af dig (hvis din baby gider det). Her kan du sætte din yndlingsserie på, eller den serie som du har set frem til at begynde på, i månedsvis.

 

Det kan også være, at du kan få din partner til at tage babyen nogle af morgenerne, især i weekenderne hvis din partner skal tidligt op og på arbejde. Her kan I aftale, at du får sovet en time eller to om morgenen. Hvis jeres baby holder jer begge vågen om natten, kan I evt. skiftes til at tage morgen ‘tjansen’. Det kan også være, at I for en periode helt skal dele jer op. Sådan at hvis du ammer, sover din partner i et andet rum, og han/hun så tager jeres baby om morgenen. Hvis jeres baby får flaske, kan I skiftes til at sove med baby, sådan at I på skift får sovet i løbet af natten.

 

Du har helt sikkert et godt bud på, hvad der kan virke som selvforkælelse for dig. Om det er den med at ligge i sengen og se serier, at sove lidt om morgenen eller noget andet. Oftest er det ikke selve det, du gør, men at du giver dig selv tid til forkælelse, som gør den store forskel. I sidste ende vil du måske kunne fornemme, at det gav dig en smule ekstra energi, lige præcis den dag, hvor du valgte at have dig selv lidt i fokus.

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Sommerlige kakaotoppe

Ingredienser:• 100 g. blødt smør • 150 g. Flormelis • 200 g. Blendet havregryn • 3 spsk. kakao • 2 spsk. stærk kaffe • rød

Bliver du manipuleret med?

Info: Stine Gram Kærlighedscoach Find mere info her: lovetalk.dk Instagram Facebook Har du prøvet det her? En veninde, kæreste eller kollega siger noget, der helt