[single_post_category_name]

En stærk kernemuskulatur – 6 årsager til at du skal træne din kerne efter fødslen

Kernemuskulaturen er en af de vigtigste ting at fokusere på, når du skal på benene igen efter en fødsel. Det er denne der skal sørge for, at du kan holde til at gå, stå og bære dit barn. Faktisk er du afhængig af den, for at komme igennem alle dagens fysiske gøremål.

Under graviditeten deler mavemusklerne sig for at lave plads til barnet. I takt med at maven og barnet vokser, øges presset på kernemuskulaturen, og den har svært ved at følge med. Ofte glemmer gravide at aktivere kernemuskulaturen, da kroppen begynder at kompensere for at kunne holde til at bære barnet.
– Og hvor ofte har du trukket maven ind, efter du har passeret uge 20?

Ikke særlig tit vel?
Det er jo ikke længere nødvendigt at forsøge at trække maven ind, for at passe et par bukser eller en trøje der sidder lidt stramt. I stedet slapper man af i maven, og får ikke aktiveret sin kerne nok i det daglige.
Derfor kan det være ekstra svært at genvinde styrken i kernemuskulaturen efter fødslen.

Der findes dog et utal af fordele ved at træne din kerne, så vi anbefaler på det kraftigste, at du kommer i gang!

 

I vores Online Bootcamp for Mødre  kan du lære meget mere om delte mavemuskler og på en god og skånsom måde blive guidet gennem din genoptræning efter fødsel.

 

Reducer din rectus diastase – delte mavemuskler

En ud af tre kvinder vil opleve delte mavemuskler efter fødslen, hvor træning er nødvendigt for at afhjælpe dette. Genoptræning af kernemuskulaturen er en essentiel faktor, for at komme de delte mavemuskler til livs. Så hvis dine mavemuskler ikke har fundet på plads 6-8 uger efter fødslen, så er det ekstra vigtigt at styrke din kerne.

 

Forebyg og afhjælp ondt i ryggen

Styrke i din kernemuskulatur er vigtig, for at du kan klare din dagligdag. Under graviditeten har ryggen været på overarbejde, grundet et større lændesvaj ved øget vægt på maven. Hvis kernemuskulaturen ikke genoptrænes, vil ryggen fortsat være på overarbejde, og dette vil medføre, at du fortsat har ondt. Det er også muligt, at du ikke har ondt i ryggen nu, men som mor består dagligdagen af at bære på dit barn. I takt med at barnet vokser, bliver det hårdere for kroppen at bære rundt på det lille skønne væsen hele tiden. Og så ender ryggen med at sige fra og få ondt, hvis du ikke forebygger og styrker din kernemuskulatur fra starten.

 

Flad mave – transversus abdominis – træn den rigtige muskulatur

Kernemuskulaturen betegnes transversus abdominis, og er den inderste del af vores mavemuskler. Uden på denne sidder de skrå mavemuskler, samt rectus abdominis, som bedst er kendt som ”sixpack’en”. Vi har den alle, selvom den er mere tydelig hos nogle end andre. Når vi arbejder med genoptræning af kernen, arbejder vi på at suge navlen ind og reducere at maven ”buler ud”. Når kernemuskulaturen trænes korrekt, oplever mange at få en fladere mave, samt en bedre holdning. Derfor skal du træne den indre kerne, frem for de ydre mavemuskler.

 

Kom tilbage til den sport du elsker

Før din graviditet har du sikkert oplevet at have en grundform, som du altid kunne falde lidt tilbage på. Under graviditeten og gennem en fødsel ændres kroppen markant, og der er ikke længere en grundform og styrke, som du kan hvile i. Hele kroppen skal genoptrænes, både ift. stabilitet, kernemuskulatur, bækkenbund og holdning. Når din krop genopnår en stærk kerne, vil mange af hverdagens gøremål blive lettere, og du vil igen kunne holde til din foretrukne sportsgren. Hvis du starter med at løbe, hoppe eller en anden sportsgren for tidligt, vil din krop ikke være klar, hvilket ofte resulterer i skader og overbelastninger. Dette sker måske ikke de første par gange, men efter et par uger vil din krop sige fra, og du vil ende med at have mere ondt, end før du startede.
Så sørg for at få den rette genoptræning og få styrket din kerne, så skal du nok komme stærkt igen på den anden side.

 

Kom af med dine graviditetsgener – bækkenløsning, symfyse og ondt i ryggen.

Mange tror, at de skavanker de har under graviditeten, forsvinder så snart baby bliver født. Desværre er dette et urealistisk billede, og mange ender fortsat med at have problemer med ryggen, bækkenet eller symfysen efter fødslen. Ved at genoptræne din kernemuskulatur, genvinder du en styrke i din krop. Det er essentielt i genoptræningsforløbet for at komme af med ovenstående problematikker. Din krop har brug for en stærk og stabil kerne, for at fungere optimalt.

 

Undgå at blive skæv og få ondt

Under graviditeten udskilles hormonet relaxin, der hjælper med at blødgøre dine muskler og led, særligt i bækkenet. Desværre forsvinder relaxin ikke med det samme efter en fødsel. Det er forskelligt, hvor lang tid mødre har relaxin i kroppen, men det medvirker desværre til, at kroppen er lettere at forme på en uhensigtsmæssig måde efter fødslen. Ved at genoptræne din kernemuskulatur, genoptræner du kroppens stabilitet og styrke, hvilket modvirker skævheder i bækkenet. Det er dog vigtigt, at du genoptræner på den rigtige måde og er opmærksom på at træne lige. Mange har tendens til en lille skævhed i kroppen, der ofte har været der hele livet. Vi kan sagtens leve med den, og den har sandsynligvis ikke påvirket dig synderligt indtil nu. Men når din kernestyrke forsvinder, er der intet til at forhindre, at denne skævhed får lov til at tage over og blive endnu mere skæv. Derfor er det vigtigt at styrke din kernemuskulatur, så du ikke ender med at blive skæv i kroppen og få ondt i bækkenet, ryggen, knæene eller et helt fjerde sted.

Er du i tvivl om, hvordan du genoptræner din kernemuskulatur, eller om du har en svag kernemuskulatur? Så er du altid velkommen til at kigge forbi vores center i Århus og deltage på en gratis workshop, eller få et efterfødselstjek.

Du kan læse mere om Maria Dior på hjemmesiden mariadior.dk samt finde hende på Instagram: @mariadiordk

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide