Det bedste råd, jeg har fået, fik jeg af min mor, da jeg var i puberteten og brokkede mig til hende over, at jeg ikke var den populære type, som havde mange venner; jeg havde kun nogle få. Hun sagde til mig, at “en enkelt nær veninde, som kender og accepterer dig 100%, dybest set er alt, hvad du behøver.” De ord har jeg taget til mig, og jeg er holdt op med at jagte et ideal, der ikke passer til mig. Jeg ved nu, at det gør hele forskellen i et liv, at det rummer et enkelt andet menneske, som vi altid kan regne med vil sige: “Jeg ved, hvordan du har det.” Som vi ikke har nogen hemmeligheder for. Som kan få os til at grine af noget, vi ikke troede det muligt at grine af. Som kan rumme vores manglende perfektion og sårbarhed. Mit menneske hedder Anne Marie.

Vi siger mange tak til Anna Skyggebjerg for det gode råd.