50 g gær
200 g smeltet smør, det må ikke være varmt, men blot stuetemperatur
21⁄2 dl lunet mælk
1 æg
1/2 tsk. stødt kardemomme
2 spsk. sukker
500 g. mel
Fyld
125 g blødt smør
100 g sukker
1/2 tsk. stødt kardemomme
1 tsk. mandelessens
2 syrlige æbler i meget tynde både
2 spsk. kanelsukker
1 æg eller lidt fløde til pensling
4 spsk. kanelsukker
25 g hasselnødder- eller mandelflager eller hakkede mandler
Som bekendt er det æblesæson lige nu, og lad os for guds skyld få det udnyttet på bedste vis. Denne nærmest wienerbrøds-agtige stang er proppet med dem, i skøn forening med en dejlig mandelremonce. Masser af kardemomme giver kant til smagen, og går i øvrigt forrygende sammen med æblerne. Det er ikke fordi jeg ikke elsker en klassisk kringle med marcipan og rosiner, men denne her med æbler kan altså noget særligt. Jeg er vild med deres syrlighed, som på forunderlig vis giver noget nærmest friskt til smagen, som jeg virkelig godt kan lide. Stængerne er forrygende samme dag som er bagt, men kan sagtens få fornyet live efter en tur i ovnen. 6-7 minutter ved 200 grader.
Giver 2 stænger.
Sådan gør du
Opløs gæren i sukkeret. Tilsæt den lunede mælk og det smeltede smør. Rør melet i og kun så meget at du har en blød, fed og lækker dej. Den begynder at slippe skålen, når den har fået nok mel. Det kan være den virker blød når den har fået den melmængde der er angivet, men prøv at mærk med hænderne, du vil opdage at den faktisk ikke klistrer. Stil dejen til hævning ca. 1 time til den har dobbelt størrelse. Lav fyldet i mellemtiden ved at røre alle ingredienserne sammen til en blød remonce.
Rul dejen ud til 2 rektangler på ca. 20×40 cm på et let meldrysset bord. Læg remoncen i midten af stængerne og top med æblebådene. Fold først enderne ind og dernæst langsiderne, der gerne må bukkes ind over hinanden. Klem, pres kringlen så den passer til pladen og pensl med æg og drys med kanelsukker og hasselnøddeflager. Bag stængerne ved 200 grader i ca. 20 minutter eller til stængerne er smukt mørkt gyldne. Lad dem køle af på en rist, før de nydes.
Gem